Vi lod det ske

Af Bente Dalsbæk 90

Her i forbindelse med årsdagen for konflikten i Syrien, vil jeg lige minde et par ting. Alle ubehagelige, så er det sagt.

En gruppe skolebørn skrev for fem år siden et ønske på en mur: ’Folket vil vælte regimet’. De blev fængslet. Forældre og andre demonstrerede for deres løsladelse og styret skød og dræbte flere af dem. Den frihedskamp, der havde været længe undervejs blev antændt. De år inden konflikten, hvor jeg besøgte Syrien hvert år, stod det klart, at regimets jerngreb om befolkningens frihed ikke lod sig løsne, men ligeså klart stod det, når jeg talte med gamle såvel som unge, at grebet ikke havde kvalt drømmen om frihed, om retssikkerhed, om demokrati. De skud blev startskuddet.

Fem år senere:

11 millioner syrere anslås at være flygtet fra deres hjem. Mere end 8 millioner er internt fordrevne og flygter fra sted til sted. Kampene flytter sig og det må de også og har dermed ikke mulighed for at etablere et stabilt arbejds- og familieliv med fast indtægt og skolegang for børnene. En generation er tabt på gulvet uddannelsesmæssigt. For slet ikke at tale om genopbygningen af de bombede byer og infrastrukturen.

Millioner er flygtet ud af landet, primært til nærområderne. Incitamentet til at flygte videre fra de katastrofale forhold i lejrene bliver større og større.

Det anslås, at 250.000 eller mere er døde, heraf 30.000 børn. Næsten 1 million er sårede og livsvarigt skadede. Hundredetusindvis er forsvundne.

I nabolandene sælger syriske flygtningebørn Kleneex og tyggegummi for at bidrage til forsørgelsen af familien.

Kvinder tvinges ud i prostitution for at forsørge familien.

Familier sælger deres døtre til rige sheiker fra golflandene for at forsørge familien.

Familier gifter deres mindreårige døtre væk for at beskytte dem mod overgreb. Dét er så heller ikke en beskyttelse, hvilket Red Barnet, UNICEF og andre har gjort opmærksom på i flere år.

Mindretal og alle andre, der står i vejen, slagtes af Islamisk Stat. Deres fremmarch har dannet en belejlig skygge for Assads overgreb mod hans egen befolkning, hvis omfang langt overstiger Islamisk stats brutale fremfærd, men som dog ikke lader noget tilbage at ønske i brutalitetens essens.

Men vi ville ikke blande os. Det er også svært. Vi har mildt sagt blandede erfaringer med netop dét. Men Syrien er et ekstremt uhyggeligt eksempel på, at vi fik meget større problemer ved at undlade. Vi står med et flygtninge- og migrationsproblem, som vi har svært ved at finde en ordentlig løsning på. ’Virkeligheden har overhalet os’, sagde statsministeren, da de første flygtninge og migranter betrådte dansk jord i Rødby. Vel havde den ej. Den havde været på vej i dengang fire år, fordi vi med USA i spidsen gav Assad carte blanche til at smadre hans egen befolkning. Senest med hjælp fra Smadremanden fra Kreml, hvilket blot har betydet endnu flere civile døde.

Nu trækker Putin sig – tror vi nok – for det er vist kun soldaterne. I skrivende stund er det uklart om de fly, der har bombet civile mål vil vende flysnuderne hjemover permanent eller om de bliver i Ruslands eneste base ved Middelhavet i den syriske kystby Tarus.

Vi kunne have beskyttet civilbefolkningen med flyforbudszoner og humanitære korridorer for at starte et sted. Men det gjorde vi ikke.

Vi lod det bare ske.

90 kommentarer RSS

  1. Af Niels Peter Lemche

    -

    Ja, Bente, tak for indlægget, fra en, der holdt umådelig meget af Syrien, af landet og dets befolkning, og som har rejst i store dele af landet. Og så kan vi begynde at diskutere, hvem skurkene var, og der er mange, der stiller sig op i køen. Putin var fornærmet, fordi han følte sig snydt i Libyen, så han stemte mod alt i FNs sikkerhedsråd. Vesten fik ikke lov til at gribe ind, fordi de kunne læne sig op ad sikkerhedsrådsbeslutningen om ikke at gribe ind.

    Nu har vi så flygtningekrisen over os, som kun bliver værre, hvis ikke der skabes relativ fred i løbet af de næste måneder, inklusive den endelige nedkæmpelse af IS i Syrien (så kommer opgøret med dem andre steder). Men konsekvensen er værre, fordi flygtningekrisen har udstillet den vestlige verdens og især Europas bluffnummer. Vi er simpelthen ikke i stand til at beskytte os selv mod en folkevandring. Det er klart, at unge mennesker i Nordafrika har set, hvad der er sket, og kommer rendende i stort, meget stort tal. EU-landene havde intet beredskab til at klare den udfordring. I stedet løb diverse regeringer rundt som våde høns og skræppede op; men finde en samlet løsning, det kunne der ikke komme på tale.

    Det bliver spændende at se, hvad der sker i de nærmeste måneder. Jeg skrev lige mit forslag om Syriens og Iraks fremtid på en anden blog ‘Days “Tyrkiets sande ansigt”‘, så det vil jeg ikke gentage.

  2. Af J. Han sen

    -

    Vi kunne have beskyttet civilbefolkningen med flyforbudszoner og humanitære korridorer for at starte et sted. Men det gjorde vi ikke.
    Skriver Bente Dalsbæk.

    Hun er alt for beskeden.
    Vi startede det.
    IS opstod på grund af krigen i Iraq.
    Allerede i 2005 besluttede Bush, Fogh og Blair, at Assad skulle væltes.
    Da det vestligt inspirerede oprør startede for fem år siden bevæbnede US, Saudi Arabien og Qatar oprørerne. Også IS.
    Resultatet kender vi nu.
    Så Vesten kan sandelig ikke beskyldes for at sidde med hænderne i skødet.

  3. Af Jørgen F.

    -

    Enig – og det er ikke kun de sidste 5 år hvor vi bare lå i ske.

    Syrien gennemgik, op til borgerkrigen, som resten regionen , en enorm befolkningstilvækst, og i et multikulturelt samfund som Syrien forandrede udviklingen også magtbalancen mellem de etniske grupper.

    Det måtte ende galt – og det lod vi også bare ske …

    Ja, Lemche – nu kommer den opdeling af Irak og Syrien jeg har skrevet om i et halvt år 🙂

  4. Af Mikkel Petersen

    -

    Det er ganske rigtigt forfærdelige ting, der udspiller sig. Forfærdelig ting der begås af mennesker, mod mennesker. Er det så vores ansvar, at stoppe det? Ja eller måske, hvis vi havde løsningen. Har vi det? Nej, det har vi ikke. Kan vi overhovedet stoppe det? Tilsyneladende ikke.

    Vi gjorde ikke noget, skriver du, med referencer til de mange forfærdelige ting, der sker, bl.a. IS’ hærgen, myrderier, voldtægter osv. Og IS er netop opstået af, at vi gjorde noget. Vi vidste, at Saddam Hussein systematisk smadrede mindretalssamfund i Irak, vi vidste at han var en undertrykker, grufuld mod dem, som var i en eller anden form for opposition til ham. Så vi fjernede ham. Og så kom IS.

    I libyen gjorde vi også noget, indførte bl.a. netop de flyforbud, du ønskede. Vi troede på, at en siddende magt udtrykt gennem en diktator som Muammar Gaddafi, nødvendigvis udfordredes af et frihedselskende, demokratisk sindede grupper. Vi tog fejl, og Libyen er i dag et regulært kaos.

    I Afghanistan gjorde vi noget. For mange år siden. Har det hjulpet? Sporadisk, i hvert fald umiddelbart. På længere sigt, og der vi er på vej hen, formentlig slet ikke. Vi vidste at det afghanske folk ville have noget andet end Taliban – problemet er, at det vil det afghanske folk kun delvist, og ikke nok til at slå denne politiske retning og organisation ned, for den er trods alt også folkets.

    Og vi vidste alle, at Bashar al-Assad var fjenden, folkets og frihedens fjende, sådan lige indtil vi fandt ud af, at hans fjender er større folke- og frihedsfjender.

    Tilbage sidder vi, vidner til en masse forfærdeligheder. Der er folk – som dig – der skyder om sig med post-beslutningsmæssig dårlig samvittighed pr. stedfortræder, og der er folk – som mig – der trist erkender, at vi ikke kan gøre noget ved problemerne i verdensdele, der har kultur og historie for, at løse problemerne anderledes end vi har valgt, og som til stadighed vælger at indrette sine samfund således.

    Dit samvittighedsopråb er betinget af det falsum, at man rent faktisk kunne have gjort noget, som ville have gjort situationen bedre. Men dette er der intet belæg for. Intet. Ligesom der intet belæg var for at kalde det arabiske forår for forår, med en henvisning til, at det liberale demokrati ville blomstre. Og netop derfor skulle vi ikke have gjort noget i Syrien. For vi ville bare have gjort situationen endnu værre, hjulpet grupper der endnu mere barbariske end Bashar al-Assad. Vesten bør meget hurtigt acceptere, at Mellemøsten og dele af Afrika er bygget på og af klansamfund, og at den siddende magt er en magt i klassisk forstand. Og det er ikke noget vi i Vesten kan ændre på gennem militære tiltag, med mindre da vi igen ville regulære kolonimagter. Det forestiller jeg mig ikke, der er mange der ønsker.

    Så Bente, gu fanden er det forfærdeligt. Meget. Men vi kan ikke gøre noget, og det kunne vi heller ikke for år tilbage. Tanken om at kunne have hjulpet, fortsat at hjælpe, er dejlig, men den er grundløs, udokumenteret og derfor naiv. Du bør derfor bearbejde forfærdeligheden gennem accept snarere end at rette anklager mod folk og samfund, som ikke har kunnet gøre fra eller til.

  5. Af Hr. J Han sen

    -

    Vi kunne have beskyttet civilbefolkningen med flyforbudszoner og humanitære korridorer for at starte et sted. Men det gjorde vi ikke.
    Skriver Bente Dalsbæk.

    Hun er alt, alt for beskeden.
    Vi startede det.
    IS opstod på grund af krigen i Iraq.
    Allerede i 2005 besluttede Bush, Fogh og Blair, at Assad skulle væltes.
    Da det vestligt inspirerede oprør startede for fem år siden bevæbnede US, Saudi Arabien og Qatar oprørerne. Også IS.
    Resultatet kender vi nu.
    Så Vesten kan sandelig ikke beskyldes for at sidde med hænderne i skødet.

  6. Af Thomas Jensen

    -

    “Vi lod det ske,” skriver Bente Dalsbæk. Dette udsagn skal vi så tage for gode varer. Men udsagnet forudsætter en mængde antagelser, som vil falde, så snart vi kaster lys på dem. Antagelserne angår et utroligt sammensat kompleks, der relaterer sig til, hvad det vil sige at have ansvar som individ, borger og stat.

    Kort sagt: Hvordan og af hvilke individer konstitueres det “vi”, der skulle have et universelt og kategorisk ansvar for at skulle forhindre eller bremse eller standse borgerkrigen i Syrien?

    Jeg betragter mig på ingen måde som del af dette “vi”. Jeg bor i Danmark. Jeg passer mine ting, og jeg gør mod andre, som jeg vil have, de skal gøre mod mig. Jeg har absolut intet ansvar for, at den syriske borgerkrig brød ud, og jeg har absolut intet ansvar for, at den bringes til ende. Dalsbæk overanstrenger ansvars- og ansvarlighedsbegrebet. Det radikale modspørgsmål er jo: Hvis jeg som individ – eller som del af et eller andet “vi” – er ansvarlig for dele af eller sågar hele situationen i Syrien mange tusind kilometer herfra, er der da overhovedet noget, jeg eller “vi” IKKE er ansvarlig for?

    Dalsbæks syn på ansvar og ansvarlighd ligger ved grunden af den misere, som Danmark og Europa står i med folkevandringen. Dalsbæks syn er en del af problemet bag denne misere, ikke en del af løsningen.

    Løsningen er ikke at udstrække ansvars- og ansvarlighedsbegrebet i det uendelige, men at give ansvar og ansvarlighed faste og håndterbare rammer.

    Lad mig henvise til en tv-anmeldelse, som redaktør på Frankfurter Allgemeine Zeitung Frank Lübberding publicerede i går den 14. marts 2016. http://www.faz.net/aktuell/feuilleton/medien/tv-kritik/tv-kritik-anne-will-deutschlands-neue-einheitspartei-14123113-p2.html

    Anmeldelsen peger præcis på samme problematik, som Dalsbæk her beskriver.
    Anmeldelsen angår en tv-debat (“Anne Will”) om de netop afholdte tyske delstatsvalg.

    Lübberding kritiserer, at det etablerede majoritetskompleks af partierne De Grønne, SPD og CDU/CSU på tværs af det politiske spektrum konvergerer mod absolut konsensus under den fælles ide om et “humanitært imperativ”. Det humanitære princip, hvad altså det så end er, skulle stå over alt andet. Dette humanitære imperativ er vist, hvad Dalsbæk her tænker sig under begrebet “det absolut og universelt forpligtede vi”.

    Men Lübberding konstaterer videre, at netop det humanitære princip er uhåndterligt, og at den tyske politiske konsensusmajoritet dermed ikke længere håndhæver tanken om et repræsentativt demokrati, da vælgerne for en stor dels vedkommende ikke længere ser sig repræsenteret af deres politikere.

    For det andet forekommer det “humanitære imperativ” særdeles svært at omsætte og håndhæve i praktisk politik.

    For det tredje slår det “humanitære imperativ” om i kynisme og hykleri, fordi den konsensusmajoritet, som forfægter det “humanitære imperativ, på en og samme tid kritiserer blandt andet Østrig, som håndfast lukker sine grænser til, OG netop profiterer af de omgivende landes håndfaste politik, så man derved selv kan fortsætte en stund endnu med at forfægte sit humanitære imperativ – herunder skælde dem ud, som ikke deler dette imperativ.

    Med en noget grov metafor kan man sige, at de, der forfægter det “humanitære imperativ” lader andre agere luder, så man selv kan forblive jomfru – og at man samtidig så kritiserer de andre for lav moral.

    Jeg vil meget gerne tage dette “humanitære imperativ” ved vingebenet, for det er konceptuelt så spinkelt og vakkelvornt et begreb, at det straks vil falde for filosofisk analyse. Det vil føre langt ud over rammerne af en weblob.

    Men tiden er for længst inde til en langt mere sund filosofisk-etisk-samfundsmæssig diskussion af humanitetsbegrebet. Al den sødladne og virkelighedsfjerne snak om universelle og absolutte etiske fordringer trænger til modsvar – ikke mindst fordi det “humanitære imperativ” medfører så mange følgeskader, der beviseligt ikke er særligt humane.

    NÅR DET SÅ ER SAGT:
    … så siger det sig selv, at det vil være særdeles ønskeligt, at krigen bringes til ende, og de mange millioner flygtninge og migranter fra Syrien sendes retur til deres fædreland for at bygge landet op igen.

    Men krigen skyldes nu altså helt banalt, at der er syrere og omgivende eksterne interessenter, der rent konkret fører krig. De har det primære ansvar for at holde inde. De, der konkret skyder og bomber og torturerer og mishandler, er dem, der har ansvaret for at holde op.

    Og lad mig så minde om, at det netop i disse måneder er 10 år siden, at titusinder af syrere gik amok mod Danmark, trampede på Dannebrog og brændte vores ambassade af i Damaskus i Syrien og råbte og skreg de værste skældsord mod Danmark som udløber af muhammedkrisen.

    Vi skylder syrerne uendelig lidt, når alt kommer til alt.

  7. Af Henrik S

    -

    Vi (Europa) har ingen som helst ret eller pligt til at blande os i kulturfremmede landes indre anliggender.
    Ægypen og Libyens såkaldte forår viser tydeligt hvad der sker i Mellemøsten , når USA og Europa blander sig.
    Utroligt at der efter dette findes mennesker , der stadig ikke kan bruge hovedet men kun følelserne.
    Havde vesten ikke blandet sig , var oprøret slået ned ( med vold , ja) og udviklingen kunne ske langsomt (gerne 100 år)under påvirkning af ikke voldelige metoder og vi havde ikke haft en flygtninge krise.
    USA og Europas magthavere og deres bedrevidende er en ulykke for resten af verden,

  8. Af Elisabeth Lindhardt

    -

    “Vi lod det bare ske” , skriver Dalsbæk. Jeg er helt uenig. Det er ikke vores ansvar, at en borgerkrig i Syrien er eskaleret og jeg er helt uenig i, at vi skal bidrage i en krig, hvor de forskellige aktørers roller er ret uigennemskuelige. Vi har prøvet det i Irak og i Afghanistan og det kom der , mildt sagt, ikke noget godt ud af “Vi lod det bare ske” er efter min maning udtryk for den galopperende selvovervurdering , som generelt præger den danske debat.

  9. Af Elisabeth Lindhardt

    -

    “Vi lod det bare ske” – hvilket grænseløst hovmod, Dalsbæk.

  10. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Jeg husker godt situationen i 2013. Et flyveforbud over Syrien ville kræve en meget nærgående vestlig militær tilstedeværelse for at blive håndhævet. Jeg tror ikke, at flyveforbuddet i praksis ville kunne gennemtvinges, uden at man simpelthen angreb Syriens luftvåben direkte fra starten af, for at sætte det ud af spillet.
    Ellers ville det bare blive til symbolske nålestiksoperationer, hvor man understregede éns egen manglende vilje til at sætte virkelig magt bag alle de fine ord.
    Altså ville det kræve et direkte vestligt militært angreb mod Syrien, en russisk allieret. Rusland lagde aldrig skjul på, at Syriens luftvåben stod under russisk beskyttelse.
    Jeg er på ingen måde tilhænger af eftergivenhedspolitik over for Rusland. Men på den anden side synes jeg heller ikke, at man ligefrem skal opsøge international krig ved at rykke offensivt frem. Skal jeg vælge, så vil jeg hellere have 5 millioner flygtninge end 5 milliarder.

  11. Af Henrik Knage

    -

    Vi lod det også ske, at Den Skæggede Dame rippede DR for millioner til et ligegyldigt Meludunde Grand Prix.

    Vi lod det også ske, at danske husejere sendes på gaden for at flygtningene kan få deres boliger.

    Vi lader det fortsat ske, det der sker i Syrien fordi der er enorme summer på spil i krig. Nødhjælpsorganisationerne tjener formuer på den krig, politikerne har noget at tale om, pressen har noget at skrive om, når de så er flygtet herop, så træder hele det pukkelryggede system i karakter med sagsbehandling, læger, domstole og hele balladen – der er masser af økonomi i elendighed – og derfor fortsætter det.

  12. Af Niels Peter Lemche

    -

    Til Elisabeth Lindhardt, Thomas Jensen m. fl.,

    Jo, det er vores ansvar, fordi vi har midlerne, infrastrukturen og økonomien til at gøre noget. Det, der mangler, er viljen. Som det fremgår af flere af indlæggene, er det netop ‘viljen’ til ikke at gøre noget, der har bragt os i vanskeligheder. Og som det fremgår af Bentes indlæg, så er det bare endt på vores egen dørtærskel. Så hvad fik vi ud af at lade det ske? Det er klart, at hvis man mener, at civilsationen ender ved Valby Bakke, eller for jyderne ved Ejderen, så er Syrien langt borte; men det tager kun få timer at flyve derned. Så igen denne forfærdelige ‘vi er os selv nok’ mentalitet, der bare bringer ulykkerne til os.

    For selv I kan vel ikke overse, at det, der sidste år ramte Europa, herunder Danmark, da vi ikke er en ø langt ude i Atlanterhavet, var en tsunami, en flodbølge, og en sådan tager altså ikke hensyn til menneskeskabte grænsebomme. Så det vedrører i høj grad os, hvad der sker i Mellemøsten, der kun ligger lige uden for vores bagdør. Men I kan vælge strudsens metode og gemme hovedet i en busk og håbe, at det bare går over af sig selv.

    Man skal være meget dum for ikke at forstå det.

  13. Af j b

    -

    Ja, ja det er vores skyld altsammen..
    Godt at se hvordan de rige Golf-stater hjælper med at løse problemerne.
    BTW.
    How is the weather?
    Well, it’s either sunny or shiite.

  14. Af Hr. J Ha n sen

    -

    Vi kunne have beskyttet civilbefolkningen med flyforbudszoner og humanitære korridorer for at starte et sted. Men det gjorde vi ikke.
    Skriver Bente Dalsbæk.
    Hun er virkelig alt for beskeden.
    Vi startede det.
    IS opstod på grund af krigen i Iraq.
    Allerede i 2005 besluttede Bush, Fogh og Blair, at Assad skulle væltes.
    Da det vestligt inspirerede oprør startede for fem år siden bevæbnede US, Saudi Arabien og Qatar oprørerne. Også IS.
    Resultatet kender vi nu.
    Så Vesten kan sandelig ikke beskyldes for at sidde med hænderne i skødet.

  15. Af Thomas Jensen

    -

    @Niels Peter Lemche.

    Dette spørgsmål om ansvar og ansvarlighed, konkret i relation til Syrien, er et etisk spørgsmål. Min påstand er, at det er en fuldstændig valid, konsistent og lødig etisk position, at sige, at et individs – og en stats – ansvar og ansvarlighed nødvendigvis må være begrænset.

    Det radikale “humanitære imperativ”, som du åbenbart deler med Drasbæk, skylder I at afgrænse nærmere.

    Hvis danskerne og Danmark i udgangspunktet, d.v.s. FØR Danmarks militære eller humanitære intervention, har et ansvar i et land mange tusinde kilometer væk, så skylder I at forklare, hvornår jeg og “vi” IKKE har et ansvar.

    Eller vil I påstå, at jeg har ansvar for alt? Det kan jeg næppe tro, for det ville være absurd. Så skulle jeg også være ansvarlig for sitationer, relationer, mangler og fravær i dit eller Drasbæks liv, som jeg overhovedet ikke kendte til, endsige havde kræfter, midler eller mulighed for at forhindre, fremme, igangsætte eller afslutte uanset tid eller sted.

    Selvfølgelig er ansvar og ansvarlighed begrænset. Det er det i almindelig jura og erhverv, i aftaler mellem menigmand og så videre.

    Jeg tror, at mange lader sig forføre af det eksotiske, af det enorme, af det fjerne til at tro, at netop i de “store” spørgsmål angående “store” forhold og begivenheder så fjernt som muligt i tid og rum – netop dér har “vi” et ansvar. Man lader sig overvælde af det enorme til at mene noget meget “principielt” eller “imperativt”, og dernæst interpolerer man så indad til, at så skal “vi” her i den konkrete sag da også modtage en uendelig strøm af udlændinge i landet og så videre og så videre.

    Dermed ser man bort fra de mange og store, i visse henseender uløselige problemer, der opstår i kølvandet på disse “humanitære imperativer”. Man skader direkte Danmark og danskerne. Nogle skal betale regningen. Det bliver da de svageste i vort samfund, der kommer til at betale for, at du og Drasbæk vil forfægte nogle meget diffuse imperativer og et “humanistisk menneskesyn”. Dermed optræder du, Lemche, og du, Drasbæk, inhumant. Det skal I dadles for. Og I skal dadles for det i sig selv at fremføre den slags uigenemtænkte og skadelige, men bedrageriske nonsens

    Når der helt forudsigeligt opstår massive problemer i Danmark og Europa som følge af disse “imperativer”, så vælger I at kigge væk.

    Men jeres “humanitære imperativ” gælder faktisk også de små, store og større problemer helt tæt på! Husk at jeres absolutte og universelle imperativer netop gælder absolut og universelt! – og dermed også i det små og helt tæt på!

    Men det ser I ud til at se bort fra. Dette er kynismen og hykleriet, som jeg og mange andre afskyr mere end noget andet.

    En ting er, som jeg gør, at erkende menneskers og samfunds fysiske og moralske begrænsning. Det er en ærlig sag. Det er sund konservatisme. Man kan så fra sag til sag diskutere, om man kunne og skulle skrue op for sit moralske engagement.

    Men a priori, absolut og universelt at forpligte Danmark og (andre) danskere på at bære byrder, der kommer forventelig og direkte eller som senere og afledt af ens moralske engagement, men så meget desto større og mere afgørende, fordi de skal håndteres helt tæt på her i Danmark – ja, når man pålægger andre byrder for ens eget “humanitære imperativ”, så er den helt gal.

  16. Af Thomas Jensen

    -

    Etiske overvejelser:

    Situation 1: Jeg låner min nabo, som er fysisk og mentalt sund og rask, en stige, som er fejlfri og robust. Naboen falder ned af stigen, brækker halsen og dør på stedet. Er jeg ansvarlig for min nabos død? Nej, naturligvis ikke.

    Situation 2: Jeg undlader at låne min nabo min stige. Han låner i stedet en stige af genboen. Min nabo falder ned af stigen, brækker halsen og dør på stedet. Er jeg ansvarlig for min nabos død? Nej, naturligvis ikke.

    Situation 3: Beboerne i ejerforeningen på den anden side af hovedvejen kommer i strid om brugen af stiger. Skal stigerne være røde eller blå, korte eller lange? Der opstår tumult. To personer i hin ejerforening dør under tumulten. Er jeg ansvarlig for deres død? Nej, naturligvis ikke.

    Situation 4: Lang væk, i et land vi kunne kalde Syristan, opstår der strid om stiger. Skal stigerne være røde eller blå, korte eller lange? Hvem skal bestemme? Der opstår tumult på kryds og tværs. Nogle går ind for korte og blå stiger, andre røde og lange, andre igen slet ikke for stiger, nogle imod. Tohundredetusinde personer i hint land dør under tumulten. Er jeg ansvarlig for deres død? Nej, naturligvis ikke. Kunne jeg have gjort noget for at forhindre det? Næ.

  17. Af Niels Peter Lemche

    -

    ANDERS THORNVIG SØRENSEN,

    Bare lige, at det jo var, hvad israelerne gjorde flere gange, så no problem med at tilintetgøre den skrotbunke. Passerede engang forbi en stor syrisk militærlufthavn fuld af russiske helikoptere: Magen til dynge af rust. Sandsynligvis var der ikke mange af dem, der overhovedet kunne flyve. Og dem, der kunne løfte sig: Nejtak til en fribillet. Og kan du huske, da syrerne trak sig ud af Libanon. Gigantisk fejltagelse: De gjorde det i fuldt dagslys, så enhver kunne se, hvordan det stor til.

  18. Af Thomas Jensen

    -

    Korrektur – “Situation 4: Langt væk …”

  19. Af når folkehjemmet forsvinder og for evigt

    -

    Om få år når demokratiet er væk, når velfærdsstaten er væk, når nationalstaten og Danmark er ruineret og væk, når danskerne er fordrevne eller det der er værre, når folkehjemmet og hele den danske kultur og alle danske værdier henligger som smadrede rester eller rygende ruiner…… vil vi danskere også kunne sige: “vi lod det bare ske”.

  20. Af når folkehjemmet forsvinder og ned i afgrunden

    -

    Om få år når demokratiet er væk, når velfærdsstaten er væk, når nationalstaten og Danmark er ruineret og væk, når danskerne er fordrevne eller det der er værre, når folkehjemmet og hele den danske kultur og alle danske værdier henligger som smadrede rester eller rygende ruiner…… og danske børn blev frarøvet alt….. vil vi danskere også kunne sige: “vi lod det bare ske”.

  21. Af fred og velfærd er ingen selvfølge

    -

    I et islamisk land kan man ikke tale sig tilrette. Demokrati er en umulighed. Kun et råt diktatur kan holde orden, og kun ved med hård hånd at holde de stridbare grupper nede. Det viser mange århundreders erfaringer. Der er mange myter om Syrien. De er nok ikke rigtige allesammen.

  22. Af hjerteløst misbrug af unge naive danskere

    -

    Over 40 dræbte danske soldater i Afghanistan og flere hundrede lemlæstede. For hvad? For ingenting!! Og nu vil politikerne igen misbruge unge danskere med en “indsatsoperation” i Syrien.

  23. Af Henrik Knage

    -

    Jeg tvivler på der er nogen redning at hente igennem vore egne politikere – de taler spasser sprog.

    De færreste aner tilsyneladende ikke hvad der menes med integration. Hvis de havde sat sig ind hvad integration er, ville de næppe kunne få sig selv til at påstå, at integrationen i Danmark er mislykkedes.

    Det svarer i store træk til, at en fodboldkommentator 5 min. inde i 1. halvleg i kampen Danmark Sverige sagde i radioen, at fodboldkampen var mislykkedes, selv om der var 85 min. spilletid igen.

    Integration er en proces der næppe lader sig måle.

    Det er integreringen – der foreløbig er mislykkedes. Men integration og integrering behøver ikke have mere med hinanden at gøre, end Nordpolen og Sydpolen har tilfælles.

  24. Af Birthe Nielsen

    -

    Hvis befolkningstilvæksten havde været den samme i Syrien som i Danmark, ville problemet været mindre.
    De syriske flygtninge udvider stadig familien, selvom de ikke er i stand til selvforsørgelse.Hvilken stor ansvarsfølelse

  25. Af Niels Peter Lemche

    -

    Birthe Nielsen, det skyldes flere ting: 1) nødvendigheden af at producere børn til at underholde en selv i alderdommen. Ingen offentlig social security. 2) et macho-samfund, hvor manden skal vise sin virilitet ved konstant at kunne vise en kone med stor mave frem 3) mangel på anden underholdning. Tænk på historierne om babybooms i f.eks. New York, når der har været black outs, dvs. intet TV og intet internet.

    Du skal se på invandrerfamilier i tredje generation: Hvor mange børn får de?

  26. Af Jan Petersen

    -

    Bente Dalsbæk, din version “Vi lod det ske” er stort set bare et resumé af mainstream medie nyheder. Der findes andre interessante udlægninger af Syrien tragedien, der er værd at læse.

    Blandt andet en netsite hvor Chairman of the Danish – Syrian Association Mohammed Mahfoud udtaler følgende: There was no Syrian revolution; it was terrorism from the beginning.

    Google “Mohammed Mahfoud there was no . . .” og læs hans version. Meget interessant.

  27. Af Frank Wulff

    -

    Den vigtigtst erfaring indtil videre er at verdenen igen igen har glemt historien.

    En stor del af bøvlet med Mellemøsten skyldes at nogen efter 1. Verdenskrig fastlagde nogle arbritære grænser uden hensyntagen til befolkningssammensætningen.
    Nogen havde interesse i at fastholde deres magtposition.

    Derfor skal der tages en kig på grænsedragningen i alle lande i Mellemøsten således at de forskellige befolkningsgrupper er adskilt.
    Dette koster selvfølgelig og efterlader spørgsmålet “Hvem skal så betale?”
    Nogen, da det var dem der lavede rodet!

    Nogen er i denne kontekst selvfølgelig Storbritanien og Frankrig!

    PS. Havde personligt håbet på at konflikten havde spredt sig til andre lande som Jordan, Kuwait, Saudi-Arabien og Bahrain.

  28. Af Niels Peter Lemche

    -

    FRANK WULFF , hvilket uden tvivl havde involveret Israel, og så havde gækken været løs. Nej, Putins mange vetoer i FN tillod, at dette fik lov til at udvikle sig.

  29. Af Svend Jensen

    -

    Citat: “Vi kunne have beskyttet civilbefolkningen med flyforbudszoner og humanitære korridorer for at starte et sted. Men det gjorde vi ikke.”

    Syrien er en gentagelse af Afghanistan og Irak. Muslimerne i muslimske lande prøver hele tiden at slå hinanden ihjel. Så kommer det dumme vesten med krudt og kugler, godt hidset op af de godtænkende fjolser i vesten. Når røgen så har lagt sig og vesten beskæmmet har trukket sig ud, vender de godtænkende fjolser i vesten tilbage med hobevis af bebrejdelser: Vi har ikke skabt fred og nu kommer flygtningene væltende i millionvis. Hvor er vi onde, at vi ikke vil tage imod de flygtende muslimer og forsørge alle 27 millioner resten af deres muslimske liv. Vi i vesten skal altid skamme og piske os selv konstant fordi vi er så lede og menneskefjendske.

    – De virkelige skurke i denne sindssyge menage er de godtænkende fjolser i vesten – især kvinderne.

  30. Af Frank Wulff

    -

    @NPL

    Vedr. Israel & Palæstina, så var det sørme også briterne der lavede rod her.

    Her drejer det sig om de modstridende aftaler mellem Balfour-deklarationen og McMahon-Hussein korrespondancen.

    Problemet blev delvist løst med oprettelse af Israel i 1948, men her var Jordan & Egypten så nogle skurke hvor de tog henholdsvis Gaza og Vestbreden.
    Denne skurkerolle har Israel dog overtaget med deres ulovlige besættelse af Vestbreden og blokade af Gaza.

    Løsning: Israel forlader Vestbreden incl. Øst-Jerusalem og fjerner blokaden af Gaza.

    Dog skal Israel så have nogle militære garantier fra blandt andet forskelle EU-lande om at de træder til, hvis Israel bliver angrebet.
    Det nye Palæstina skal have et militær på niveau med det som Island har i dag.

    Vedr. Rusland vetoer, så var disse forventelige da Rusland regnede med at Vesten ville lave en kopi af Libyen kampagnen.

    Et sted, hvor Vesten skød sig kraftigt i foden, var at man på den ene side krævede at Assad trak sig tilbage eller blive anklaget for forbrydelser og på den anden side krævede at Assad trak sig tilbage og blive anklaget for forbrydelser.
    Dermed var Assad sat i en loose/loose situation!

    Standardproceduren for at få diktatorer til at træde tilbage har altid været at vedkommende overlevede og kunne gå i eksil.

  31. Af Niels Peter Lemche

    -

    Svend Jensen, din rabiate holdning til arabere og muslimer i det hele taget gør dig blind. Syrien er så forskellig fra Afghanistan, som tænkes kan. Afghanistan er fra naturen side et mareridt at skulle kontrollere. Syrien består for hovedpartens vedkommende af flade stepper. Kun i Vest er der bjerge; men de er lave og uden de tilflugtssteder, som finder i Afghanistan. Men Syrien har siden franskmændene forlod landet været styret af en serie brutale diktatorer, den sidste igennem mere end fyrre år, og så en diktator (med familie) der faktisk overhovedet ikke er muslimer, de er allawitter, og efter en rettroende muslims mening vantro. Oprøret mod Assad startede ikke som et religiøst oprør. Det var simpelthen et oprør mod en diktator, der fik lov til at udvikle sig, da IS’s bagmænd, faktisk for en betragtelig dels vedkommende tjetjener — se bare ham, som amerikanerne nu har fået ram på, benyttede det religiøse kort til at tiltrække en række totalt frustrerede unge mænd ikke mindst fra Europa. Lad os nu se, om ikke de finder en løsning under forhandlingerne, der er i gang. Putin har i hvert fald fortalt Assad, at han har at makke ret.

    Jeg er sikker på, at Kerry og Lavrov spiser en stor middag sammen, når løsningen kommer. De to ‘røvere’ har skruet et eller andet sammen.

  32. Af Svend Jensen

    -

    @Niels peter Lemche
    Mine holdninger til arabere og muslimer er kun en reflektion af hvad mine øjne ser og hvad jeg hører. Om Syrien er fladt og Afghanistan er bjergrigt ændrer ikke på de indfødte muslimers indbyrdes had og mordlyst. Om franskmændene har været i Syrien eller ej, er rystende ligegyldigt når nu lokalbefolkningen indædt vil slås mod hverandre. Rablende gale diktatorer er der heller ikke mangel på i de områder, uanset årsagen hertil – ligesom der er rigeligt af frustrerede unge mænd.
    Fænomenet, vi kan iagttage i de muslimske lande, hedder resultatet af “overbefolkning” i kombination med en outdated religion og er den grundlæggende årsag til das ganze schweinerei.
    Depend upon it.

  33. Af Henrik Knage

    -

    Charmerende kvindemenneske “Vi lod det sne”.

    Hvis vi alle skulle gå op i hvad der sker i den store farlige verden, og skulle tage stilling til her og hisset?

    Der er jo ingen overordnet politiks holdning til, om det er et problem, eller en fordel – det der foregår i Syrien.

    Hvis man skal vurdere spørgsmålet på politikeres kropssprog ( tilbagelænet) meget diplomatisk fortalt – så er der ikke noget problem, andet end ved den løn de får, for at få et land til at sejle.

    Hvis det skal udtrykkes i tale, så er de mere optagede af interne personlige konflikter, end optagede af det der sker i Syrien.

    Dansk medlemsskab har kun afstedkommet, at danske politikere er blevet endnu mere dovne og uduelige, end de var i forvejen.

    Det eneste de kan finde ud af er afgifter, men ikke hvordan de bliver afskaffet.

    Det er de for dumme og for selvfede til.

  34. Af Henrik Knage

    -

    EU

  35. Af Henrik Knage

    -

    Hvorfor skal Danmark arbejde – når alle andre lande arbejder?

    Det er den holdning, der gennemstrømmer Danmark, i disse tider!

    Der er ikke plads til så mange, der arbejder 🙂

  36. Af Kurt Dejgaard

    -

    “Vi lod det bare ske”?

    Jeg nægter at lade mig skamme til at blande mig!

    Forstå mig ret: Jeg har ikke noget imod at gøre noget (og vi har gjort MEGET!). Men jeg nægter at skamme mig over hvad vi ikke har gjort.
    De der HAR gjort noget, kan have noget at skamme sig over. Men deres moral er IKKE mit ansvar.
    Det gentager jeg lige: Det er IKKE mit ansvar – det er IKKE min skyld!!!

  37. Af Jan Petersen

    -

    Iøvrigt ærgerligt et så seriøst emne som ødelæggelsen af Syrien nærmest udlægges som et par intetsigende floskler:

    Vi lod det ske
    En gruppe skolebørn skrev: Folket vil vælte regimet
    Hvis det var skolebørn, mon så ikke de havde skrevet Assad . . .

    Hele blogoplægget ligner til forveksling TV2-sangen “det er samfundets skyld”

    Eller på almen dansk – en gang intetsigende female ævl!

  38. Af Benny B

    -

    Rig nu moster Bente
    Det er storhedsvanvid at tro, at vi kan løse alle verdens problemer.

    Hvis du skal skyde skylden på nogen, er det snakkemaskinen Obama.
    Han kunne, hvis han ville, men All talk no walk.

    Vesten har svage ledere, ubeslutsomhed råder og vi kan ikke engang beskytte sine egne grænser.

    Og så er der selvfølgelig Charles Manson sekten, som ikke forsømmer en lejlighed til at strubesnitte nogen.

  39. Af Anders Nielsen

    -

    Der er ikke udsigt til fred i Mellemøsten, og “vi” alias Bente Dalsbæk kan sikkert nå at indhente det forsømte. Hvor de fleste af os har villet gøre alt for at forhindre vore sønner og døtre i at blive soldater i det syriske helvede eller andre steder for den sags skyld, er hun jo villig til at involvere sig og sine ud over det, der allerede er ydet.

    Om få år kan Bente Dalsbæk opfordre sine to sønner til at rejse til Syrien for at kæmpe, det offer må hun jo være villig til, siden hun synes, at andre burde have været det og af den grund finder det passende at vælte sig i billig patos. Den ene af sønnerne er jo halvt syrer, og hans far har mere end noge anden her i landet tigget og plaget og truet for at få danske soldater til Syrien. Han var endda selv med til at ophidse oprørerne til krig, og nu er hans barndoms kvarter jævnet med jorden.

  40. Af Jan Petersen

    -

    Dalsbæks indlæg er petetisk dumt og intetsigende – som vanlig. Og bare holde kæft er selvsagt en meget god strategi, når man intet forsvar har for tom snak – klaphat!

  41. Af Michael Falkner

    -

    Vi kan vel alle være enige om at det er forfærdeligt det som sker i Syrien og det synes som om en løsning er langt ude i tid, måske først når der ikke er flere tilbage til at føre krig. Den fredskonference som nylig blev holdt var bare et blaf, det var FN som måtte demonstrere at de har noget handlekraft tilbage, de har ellers været ret usynlige i denne konflikt.
    Bente Dalsbæk siger at vi lod det ske og vi gjorde intet for at stoppe konflikten. Det er vel ikke rigtigt at sige vi startede konflikten, det klarede de selv udmærket. Det er ofte sådan med de arabiske lande at de starter konflikter og krige men så går de helt ud af kontrol. Således også med Syrien, det som begyndte med små protester mod regimet endte med at lægge landet i ruiner og Syrien kommer formodentlig aldrig til at genopstå som stat. Men hvad skulle vi have gjort? Havde vi grebet ind militært havde vi bare gjort ondt værre og der havde næppe været færre flygtninger end det vi har nu. Så ville vi være blevet kritiseret for at have skabt flygtningeproblemet, det bliver vi også nu hvor vi ikke har gjort noget. Uanset hvad vi gør eller ikke gør så er det åbenbart vores skyld.
    Så om vi så havde klaret at styrte Assad? Hvad skulle så have kommet i stedet? Hvem kan danne regering? Jeg bare spørger. Det er også baseret på erfaringerne fra Irak, Libyen, Afganistan listen begynder at blive lang. Ingen af disse missioner har bragt noget godt med sig, alle har de gjort ondt værre.
    Når BD siger vi lod det ske mener hun vel Europa og EU. Hvad så med USA, de startede jo Irak og Afganistan krigene. De kæmper jo mod IS men deres indsats er vist halvhjertet mere symbolsk for at vise at de gør noget. Så har vi jo de rige Golf stater og Saudi Arabien. Saudi Arabien har masser af penge og plads, men de vil ikke gøre noget, de er også indirekte involvert i krigen. Så er der endelig Kina og de rige lande i Asien. Så jeg kan ikke se at det alene skulle være Europas problem, men nu har flygtningene valgt at komme hertil fordi vores grænser har været åbne som ladeporter. Angela Merkel snakker om at vi skal finde er Europæisk løsning, jeg mener man skal finde en verdensløsning.
    Det harmede mig da George Clooney nylig kritiserede Danmark for sin flygtninge politik, hvad ret har han til det når man tænker på hvad USA har gjort når de trods alt startede nogen af krigene. USA bygger jo også hegn mod Mexico.
    Der var også et af indlæggene som nævnte at det netop var i Damaskus at de for 10 år siden brændte den danke ambassade og vores flag, så vores forhold til Syrein er noget anspændt.

  42. Af Peter Pinto

    -

    Ja, vi lod det ske.

    Ligesom vi lod det ske i Rwanda og, før det og i meget værre målestok, i Irak fra 1991 – 2003 (en katastrofe, læs mere på https://en.wikipedia.org/wiki/1991_uprisings_in_Iraq).

    Og så kommer de forudsigelige “Vi kan ikke redde hele verden”-kommentarer. Men vi taler ikke om at redde hele verden – vi taler om at standse folkemord og forbrydelser mod menneskeheden. Det er jo ikke, fordi disse hændelser sker hver eneste dag, faktisk er frekvensen gået væsentlig ned i forhold til ’90erne (hvor vi heldigvis stoppede katastrofen i Yugoslavien).

    Vi glemmer tit netop vores indsats i Yugoslavien, som, på trods af mange politiske og militære udfordringer, faktisk lykkedes! Det kostede liv, materiel og penge, men alternativet var bare langt værre.

    Dengang sagde de kloge også, at vi skulle blande os uden om. Heldigvis viste vores politikere til sidst handlekraft, og med overlegen militær styrke afsluttede vi til sidst 8 års borgerkrig og overgreb. Dermed fik vi også stoppet de kolossale flygtningestrømme, som truede med at overvælde Europa og smadre landene på Balkan.

  43. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Niels Peter Lemche – 15. marts 2016 11:43
    Det er meget muligt, at Vesten kan vinde en krig mod Rusland i Syrien på selve kamppladsen. Hvorefter vi kan have 100.000 amerikanske soldater parkeret som gendarmer i Syrien ligesom dengang i Irak, alt imens at Rusland måske gør gengæld ved at åbne nye fronter mod vestlige allierede andre steder i verden.
    Syrien har været en nær allieret af Sovjetunionen og derefter Rusland lige siden 1960’erne. Hvordan ville vi i Vesten selv reagere, hvis en stormagt pludselig kom udefra og simpelthen beslaglagde en af vores egne nære allierede gennem et halvt århundrede.

  44. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Som det vil erindres, kom det i efteråret 2013 til en gevaldig armlægning mellem præsident Obama og kongressen om USA’s budgetpolitik og en hævning af låneloftet. Når loftet blev nået, ville USA’s føderale administration for en stor del blive nødt til at lukke ned. Kongressens flertal forsøgte at bruge denne trussel til at gennemtvinge en ændring af Obamas sundhedsreform, hvilket han afviste. Obama stod fast og vandt styrkeprøven.
    Går man nogle måneder længere tilbage i tiden til sommeren 2013, var der truslen om en amerikansk militærintervention i Syrien efter giftgasangrebet. Obama ville ikke angribe uden kongressens godkendelse. Det endte i stedet med en russisk-formidlet aftale om en afvikling af Syriens kemiske våben, som stort set blev gennemført, bl.a. med praktisk hjælp fra Danmark.
    Når et land mere eller mindre frivilligt afstår sine kemiske våben, er det dårlig skik at udnytte dets militære svaghed til at angribe det bagefter. Det var dét man gjorde i Irak, og resultatet kender alle nu.
    Men hvorfor insisterede Obama på at få kongressens godkendelse til at angribe Syrien. Det er han blevet meget kritiseret for efterfølgende fra høgenes side.
    USA’s forfatning giver vist nok præsidenten lov til at udføre militære angreb uden at spørge kongressen først. Om ikke andet, så er det efterhånden blevet til en stiltiende anerkendt praksis, at han kan gøre det.
    Men kongressen skal som sagt godkende USA’s føderale budget, og ad den vej rundt kan kongressen stoppe præsidenternes krige ved at lukke for militærbevillingen. I særdeleshed når et truende låneloft lurer i horisonten, som det gjorde i sommeren 2013.
    Så hvis Obama havde angrebet Syrien uden kongressens godkendelse, havde han bagefter været fuldstændig afhængig af kongressens hjælp til at føre krigen til en afslutning.
    Det var nok derfor, at han insisterede på, at kongressen på forhånd skulle give ham et udtrykkeligt mandat til at føre krigen, sådan at kongressen selv blev forpligtet på at føre krigen fremadrettet.
    Hvis Obama havde styret lige frem efter næsen i sommeren 2013, havde forholdene i Syrien måske nok været anderledes i dag. Men den interne politiske magtbalance i USA ville også have forrykket sig, på godt og ondt.

  45. Af ib nielsen

    -

    Truslen om atomkrig er vendt tilbage. Antallet af startklare atomraketter øges med korte mellemrum. Vesten har ikke optrådt fornuftigt og hensigtsmæssigt i forhold til hverken Irak, Afghanistan, Nordkorea, Iran, Pakistan eller Rusland. Også truslen om almindelig krig, terrorkrig eller borgerkrig i Europa er voksende, efter at mer kel og lignende typer har åbnet sluserne for arabisk og afrikansk masseindvandring.

  46. Af ib nielsen

    -

    pe ter pin to, du hører da vist til dem som mener at lille Danmark har pligt til at redde hele verden. Og hvad jugoslavien angår, var det så ikke en clin ton krig til fordel for muslimerne/islamisterne og til skade for et kristent Vestligt land? Ihvertfald var motiverne og forløbet noget plumret/mudret.

  47. Af ib nielsen

    -

    mens den indoktrinerede pinto vil have DK til at sende soldater til Afrika, Mellemøsten, Fjernøsten og Sydamerika, hvis der sker noget grimt derude, overser han nok at noget grimt også kan ske i Europa og Danmark…. endda i nær fremtid.

  48. Af Niels Peter Lemche

    -

    FRANK WULFF, ja i den bedste af alle verdener kunne din idé om Palæstina og Israel gå. I den virkelige verden har dit forslag ingen gang på jord. Israel stoler ikke på nogen som helst, og har vanskeligt ved at se, hvorfor de skulle det. Specielt kan jeg ikke se, hvorfor de skulle stole på nogen som helst garanti fra europæerne.

    Det er en frygtelig historie, som der ingen løsning er på. Personligt ville jeg foretrække en fællesstat dernede. Integrationen af arabere i Israel (før 1967-grænserne) er godt i gang på trods af, at Netanyahu hele tiden spænder ben. I en fælles stat kunne det måske også lade sig gøre, selv om det ville vare et par generationer. Og jeg indrømmer, at dette nok også er utopi.

    En anden grund til, at tostatsløsningen er umulig, ja, der behøver man kun at se på et kort over, hvor lidt der egentlig er til rådighed for det palæstinensiske selvstyre, en plet hist og en plet her.

    Endelig er der Ben Gurions plan Daleth, etableringen af en jødisk stat stort set uden andre indbyggere. Det førte til de store etniske udrensninger op til selvstændighedserklæringen og under den påfølgende israelsk-arabiske krig. Der er nok ikke alt for mange israelere, der er villig til at give køb på tanken om den jødiske stat.

  49. Af Niels Peter Lemche

    -

    ANDERS THORNVIG SØRENSEN, den med at vinde krige i Syrien. Jeg ved ikkke, hvor du har din læsning fra. Jeg kan ikke huske, at jeg har talt om at vinde krige i Syrien mod Rusland. Russerne stikker jo af med halen mellem benene, så det er ikke engang nødvendigt. I øvrigt kunne Tyrkiet jo klare den sag uden vor hjælp. Når de lukker for Bosperus og Dardanellerne kan russerne jo spørge amerikanerne, om ikke de vil sejle dem hjem — hele vejen syd om Afrika.

    I øvrigt er mange indlæg præget af semantisk uklarhed: Når Bente taler om ‘vi’, mener hun nok ikke Danmark, men den vestlige verden.

  50. Af Peder Pedersen

    -

    Ang. de såkaldte palæstinensere, der angiveligt har fået stjålet deres land, er der nogen her, der venligst vil opremse navnene på nogle af deres statsoverhoveder i årene forud for Arafat, skitsere deres grænser, og nævne navnet på deres hovedstad og møntenhed,

  51. Af Niels Peter Lemche

    -

    PEDER PEDERSEN, bare det var så enkelt. Før dannelsen af Israel var der egentlig ikke noget i politisk forstand, der hed palæstinensere. De var arabere og forstod sig selv som arabere. Oprettelsen af den jødiske stat tvang dem til at definere deres identitet mere præcist. Det er egentlig ganske normalt. Der skal være mindst to grupper for, at et etnicitetsbegreb udkrystalliseres. Det er gode gamle Fredrik Barth.

    Hvis man har boet i et land i tusinder af år, har man så ingen ret til at være der? Palæstina udgjorde ingen stat, men var en del af diverse større stater, Romerriget, Byzans diverse kalifater, inklusive det osmanniske. Det betyder vel ikke, at man bare kan deportere en befolkning efter forgodtbefindende. Den israelske stat opstod ikke som en følge af holocaust. Faktisk kommer holocaust først til at betyde noget i statspropagandaen i forbindelse med Eichmann-processen. Tanken om den jødiske stat kom som en variant af den europæiske idé om nationalstaten, hvilket også kan ses af Herzls manifest, Der Judenstaat.

    Heldigvis er der i hvert fald nogle israelere, der har forstået det, selv om de kan blive udsat for forfølgelse i Israel. Jeg tænker på Tel Aviv-professoren Shlomo Sand, men også på Ilan Pappe, der i dag er professor i England. Deres bøger er nok værd at læse som Sands The Invention of the Jewish People (London: Verso, 2009) og Pappes The Idea of Israel (London: Verso, 2014).

  52. Af Niels Peter Lemche

    -

    Peder Pedersen, jeg skulle også have henvist til Ilan Pappe, The Ethnic Cleansing of Palestine (Oxford: One World, 2006), som er opbyggelig læsning.

  53. Af christian rasmussen

    -

    Det forekommer mig at le mc he mere og mere fremtræder som en ivrig tilhænger af indvandring og islamisering. Og så fremsætter le mc he så mange påstande om russerne, tyrkerne, tyskerne, grækerne, syrerne, franskmændene osv. at man kunne bruge mange timer på at påvise hvor fejlagtige mange af disse postulater er. Jo mere le mc he skriver, jo mindre troværdig er han, selvom han formulerer sig med stor dygtighed eller snedighed. Men læs hos støv ring hvor nogle af de radikale får tørt på.

  54. Af Frank Wulff

    -

    @NPL

    Vedr. “En anden grund til, at tostatsløsningen er umulig, ja, der behøver man kun at se på et kort over, hvor lidt der egentlig er til rådighed for det palæstinensiske selvstyre, en plet hist og en plet her.” har jeg allerede beskrevet planen.

    Hele Vestbreden til Palæstina, hvilket vil sige at ulovlige bosættelser mm. fjernes.

    Grænserne bliver som følger:
    Israel, som før krigen i 1967.
    Palæstina, Gaza + Vestbreden.

    Alternativt går vi tilbage til FN’s delingsplan fra 1947!

  55. Af Niels Peter Lemche

    -

    Nå, Frank Wulff, og hvordan vil du gennemføre det? Med våben i hånd? Det er kun USA, der kan tvinge noget sådan igennem, og husk, at Israel har A-våben.

  56. Af Peder Pedersen

    -

    N.P. Lemche, tak for at slå fast, at forud for Arafat, fandtes der ikke et palæstinensisk folk med egen defineret stat og de institutioner, som hører dertil. Der var arabere, som for en stor del naturligvis søgte til Jordan, og man skal ikke lede længe for at finde udtalelser fra nu afdøde kong Hussein af Jordan om, at Jordan er palæstinensernes land.

    Der findes stadig mange arabere i Israel, og de kalder sig ikke palæstinensere og vil formodentlig være rede til at forsvare de fordele, de har som israelske borgere. De, der tog benene på nakken, har efter min mening forspildt deres ret til det, der i dag er Israels jord. Man kæmper, vinder eller taber, sådan har spillet altid formet sig. Det gjorde det også for jøderne, de havde ikke ret til at genetablere en jødisk stat, men de købte jorden og sammen med de jøder, der stadig var i landet og kom til, genvandt de den vha. FN. Det var ikken et kønt forløb men båret af Anden Verdenskrigs gru. Vi har også tabt store områder og erkendt det. Meget af det nuværende Israels jord blev solgt for ganske høje priser af de arabere, der ejede den, og som efterkommerne af deres fæstere i dag hævder var deres.

    Den forløjede venstreorienterede “humanisme”, der er blev pumpet op af politikere og journalister, som ustandselig har hulket over “palæstinenserne”, giver jeg intet for. Den er umenneskelig og har skabt og kunstigt opretholdte samfund, der insisterer på at kalde sig Palæstina, skønt det er arabere fra nær og fjern, som flokkes der og opretholder tilværelsen på enorme mængder fattighjælp fra Vesten. Arabere fra hele Mellemøsten er vrimlet til for at få del i kagen, tidligere var en stor del af disse arabere beduiner, der ligesom, kurderne bevægede sig over store områder, for kurdernes vedkommende fra Kaukasus, Tyrkiet, og Irak helt til Iran.

    At opfinde en etnicitet er en tosidet sag og kræver, at nogle mennesker dels kan blive enige om at have væsentlige kulturelle forhold til fælles og at adskille sig fra andre, og det kræver desuden – siger etnoglogerne – at disse mennesker bliver opfattest af omverdenen som sådan. At journalister og nogle poltikere er så uvidende, at de ryger med på den galej, afgør ikke sagen. Det sker måske, den dag israelere og pal-araberne begynder at smide atomvåben i hovedet på hinanden.

    Med al det had, der holdes i kog mod Israel af den arabiske verden, kan man dårligt fortænke israelerne i at holde fast ved Vestbredden, og det meget sørgelige i hele det forløb er, at den arabiske verden på den måde vedligeholder en tistand, som de finder fordele ved eksisterer. For eksempel når venstreorienterede vesterlændinge hele tiden beskæfiger sig med den og aldrig bliver trætte af at udpensle nøden og elendigheden, som pal-araberne sandt at sige aldrig har gjort meget for at udrydde. Af lutter had ødelagde de endda de store drivhuse, som israelerne efterlod i Gaza og har siden måttet have grønsager fra Israel. Betalt af nødhjælp.

    Det er og var et pilråddent miskmask, og det samme gælder Syrien, som ligeledes er et kunstigt skabt samfund. Det forfærdelig tragiske er, at dem, der beslutter for os allesammen, nu også har bestemt at gøre de europæiske lande til dysfunktionelle blandingskulturer. Det er ubegribeligt, at de hverken forstår eller tager ved lære af al den ulykke men som Bente Dalsbæk nøjes med at udskamme andre, som hverken har kunnet gøre fra eller til. Som om nogen nogen sinde har haft en chance for at “redde” Syrien fra sit eget fordærv. Men det magter hun jo ikke at forstå.

  57. Af Frank Wulff

    -

    @NPL

    Man kan komme langt med økonomiske og politiske sanktioner.

    Økonomisk:
    Et sted at starte vil være et totalt forbud mod at drive forretninger med personer & virksomheder der har tilknytning til de ulovlige bosættelser på Vestbreden.

    Politisk:
    Neddrosle den diplomatiske kontakt til et minimum.

  58. Af Peder Pedersen

    -

    Det er modbydeligt at opleve, hvordan venstrefløjen uden tøven eller forbehold overtager stafetten fra Hitlers nationalsocialister. De har intet lært.

  59. Af Runa A.G

    -

    Tak for et fint indlæg. Krigen foregår i et land bestående af et utrolig kompliceret kludetæppe af religiøse grupper.

  60. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Niels Peter Lemche – 16. marts 2016 08:55
    Der er et stort “vi” som er Vesten, og et lille “vi”, som er Danmark. Lille-vi kunne jo starte med at omlægge fra luksus til et troværdigt forsvar af vores eget lands territorium, og dernæst et troværdigt bidrag til at forsvare freden i Europa. Det ville give en mindre letkøbt baggrund for kritikken mod store-vi for at sjuske med jobbet som verdens politibetjent.

  61. Af Runa A.G

    -

    Dette kludetæppe af lande og religiøse grupper gør det umuligt at vurdere, hvordan vi ville kunne hjælpe militært. Danmark skal støtte humanitært og ikke militært.

  62. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Thomas Jensen

    “Er jeg ansvarlig for min nabos død? Nej, naturligvis ikke.”

    Jeg invaderer Irak uden en exitstrategi, og landet går i total opløsning, og ender i en borgerkrig med skabelsen af Islamisk Stat, der breder sig ind i Syrien. Er jeg ansvarlig for deres bestialske myrderier?

    Nej, jeg vidste bare ikke, hvad jeg gjorde.

    Eller hur?

  63. Af Niels Peter Lemche

    -

    Frank Wulff, og hvad tror du så skete, da Putin indførte handelsbegrænsniner mod Tyrkiet og forbød import af frugt og grønt herfra. Så kom Israel på banen og kan herved slippe af med alt det, som vi ikke vil købe, nemlig det, der kommer fra territorierne. Jo, det er en dejlig verden …

  64. Af hektor heimlich

    -

    Klippet fra leder i Ekstrabladet;

    Fem år med borgerkrig
    I DISSE DAGE er det fem år siden, borgerkrigen i Syrien brød ud. Præsident Assad valgte at knuse Det Arabiske Forår med rå militærmagt og lagde derved kimen til et monster ved navn Islamisk Stat.

    Hvor dum kan man egentlig være inden det bliver kriminelt i Danmark. Vil slribenten have Egyptiske tilstande i Syrien? Det Arabiske forår upp my ass -det har vi set nok af i Iran!
    Assad har intet med IS at gøre, derimod skærer adskillige hundrede danskere halsenover på mennesker i Syrien i IS og Danmarks navn -så fej for egen dør først -slapsvanse!

  65. Af hektor heimlich

    -

    Danmark skal holde sig langt væk fra alt hvad der hedder krig. Soldaterne får posttraumatisk stresssyndrom -vi har vist at vi ikke kan klare det !

  66. Af Thomas Jensen

    -

    @Niels Juul Hansen

    Jeg er enig med dig i, at Danmarks deltagelse i krigene i Irak, Afghanistan, Libyen og nu Syrien er en lang perlerække af fiaskoer. De danske soldater har vist uendeligt mod, styrke og loyal professionalisme, og mange har båret tunge ofre. De danske soldater har vist sig som stærke forbilleder for os andre.

    Men krigsdeltagelserne har været og er forkerte. Nu har man så sat trumf på ved at sende elitestyrker til Syrien. Elendigheden vil ingen ende tage. Dansk Folkeparti stemmer gladelig for hver eneste gang, og lige så sikkert er det, at endnu inden soldaterne er taget af sted, vil Dansk Folkeparti helgardere sig mod kritiske vælgere ved at supplere med kritik af selvsamme militære indsatser – ja, mod aktivitistisk udenrigspolitik i det hele taget. Det er pinligt.

    Danmarks forsvar bør naturligvis omlægges fra et “værdibaseret forsvar” til et stærkt territorialforsvar som før afslutningen på den Kolde Krig. Almindelig værnepligt i alle tre værn. Kasernerne skal tømmes for flygtninge, og kasernerne skal bruges til deres tiltænkte formål.

    Men stadig: Har Vesten og Danmark et ansvar for Islamisk Stat og det overordnede sammenbrud i Mellemøsten, Nord- og Mellemafrika og i den vestlige del af Asien? Nej, mener jeg. Så megen dårlig indflydelse er det simpelthen ikke muligt, at vi skulle have påført disse lande. Indbyggerne dér sørger i stor grad selv for, at deres samfund er dysfunktionelle.

    Jeg vil slet ikke give mig i kast med konktrafaktisk historieskrivning, for det er som at lade tanken vandre beslutsomt ud i kviksand i tilfældet med Mellemøsten, Nord- og Mellemafrika og i den vestlige del af Asien.

    Jeg savner, at den politiske, økonomiske og kulturelle elite dog ville bekende sig til Danmark som nation og som et formål i sig selv. Det gælder Danmark.

  67. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Når interventionstilhængere henviser til erfaringerne fra Jugoslavien, så vil jeg godt bemærke en enkelt ting.
    Under Kosovo-krigen fik Vesten aldrig noget virkeligt herredømme i luften over Serbien. Man kom aldrig længere end til bombardere fra stor højde. Hvis man fløj længere ned mod jorden, var risikoen for at blive skudt ned for stor, vurderede man.
    Vi ved ikke, hvor effektive bombningerne af de serbiske styrker på landjorden egentlig var, når man skulle skelne mellem attrapper og ægte våben fra flere kilometers højde.
    Ødelæggelsen af serbisk infrastruktur var måske den faktor som fik Milosevic til at trække sig ud af Kosovo. Men Serbien var endda relativt – understreget: relativt – uskadt i sammenligning med de ødelæggelser i Syrien som landets egne indbyggere har skabt. Det siger noget om den sammenbidthed, hvormed man kæmper i Syrien.
    Hvilket samtidig er et svar til Lemches håbefulde antagelser om, at fjenden stikker af ved det blotte syn af et amerikansk flag.
    Nej, går man ind, så skal man helt ind, ligesom i Irak. Man forsøgte med en mellemløsning i Libyen, og det duede heller ikke.

  68. Af Niels Peter Lemche

    -

    ANDERS THORNVIG SØRENSEN, du så, hvor tappert Saddams Husseins ‘vældige’ hær kæmpede mod amerikanerne i den første golfkrig. Hvad får dig til at tro, at syrerne vil kæmpe bedre, endda for et land, som de ikke selv tror på eller en diktator, som de fleste hader, og som nu kun holdes i live af russiske bajonetter? Kurderne melder nu klart ud, og hvad tror du, at Assad kan gøre ved det.

    Så kommer geografien ind i billedet. Syrien har ikke store floder vest for Eufrat eller mægtige bjerge til at beskytte sig. Det meste er en flad stenørken. Der er ikke mange steder at gemme sig. Et felttog mod IS i Raqqa og Der ez-Zor kører simpelthen ind fra syd og sydøst og op langs Eufrat, og når målet på nogle få dage, for der er intet til at stoppe det. Der er bogstavelig talt fladt som en pandekage.

    Du vil sandsynligvis se, at IS-lederne er stukket af, inden det kommer så vidt. De har givetvis set ‘lyset’, da amerikanerne fik ram på deres strateg, eller hvad den tjetjener egentlig var. De kan ikke være i tvivl om, hvad der venter dem.

  69. Af Hul igennem?

    -

    Det er yallah.
    Intet kan de finde ud af, bortset fra at producere horder af børn de hverken kan eller vil forsørge. Det er ikke bæredygtigt.
    Har I aldrig hørt om gummi?
    Hvorfor mon araberne intet har opfundet, produceret, udviklet, lært af, siden den dårlige betalers tid?
    Det er yallah. Fører ikke til noget.
    mvh

  70. Af Niels Peter Lemche

    -

    Peder Pedersen,

    Egentlig er diskussionen ligegyldig, fordi resultatet er givet på forhånd. Der bor vel knapt 5-6 millioner jøder i Israel. Omkring sig har de, ja, hvor mange? Egypten alene 86 millioner. I det hele taget har de gjort sig grundig utilbens i forhold til den muslimske befolkning i det meste af verden, og så taler vi om ca. 1,6 milliarder. Man kan støtte sig på egne våben, inklusive A-bomber, og på en vaklende tilslutning i den kristne verden. Hvor længe tror du egentlig, at det går? Ti år til, 20 år, eller sågar 30 år? Hvis Israel ikke finder løsninger med den arabiske verden, så er det kun et spørgsmål om tid. Man siger, at vesten har forkælet araberne pga. olien; men hvad sker der, når olien ikke betyder det samme længere. Vesten gider ikke interessere sig længere for området, og er det en fordel for Israel? Næppe.

    Så er der et Israel om ti år, om tyve år, eller om tredive år? Jeg kan love dig for, at der er mange unge israelere, der stiller det spørgsmål; men de er desperate, for de har snart ingen steder at vende sig til, og det er jo temmelig forfærdelig. I Europa er de ved at pakke sammen, og ude af syne er de ude af sind. Holocaust kortet, ja, selv i Tyskland betyder det ikke særlig meget i den unge generation, den fjerde efter Den 2. Verdenskrig.

    Så egentlig er det ligegyldigt, hvad vi mener, du og jeg.

  71. Af Finn Bjerrehave

    -

    Vi lod det skee, selvfølgelig : Et land fortjener det styre som styrer, og aldrig andet.
    Syrien som fortalt i Arabiske stemmer på P1, var før borgerkrigen et af verdens sikreste og bedste lande at bo i, hvis man ikke blandede sig i politik, forstå det eller på podkast genhør udsendelsen.
    Desværre ville så få mennesker deltage i borgerkrigen, derfor aldrig ende, og Tyrkiet som den asymetriske partner, gjorde regning uden vært.
    Øjenlægens allierede Iran Rusland, gjorde at afslutningen ville blive blodig, og da Putin sendte jagerbombere, slap Erdogan i Tyrkiet flygtninge ud fra sikre lejre til Europa i usikre gummibåde hvor tusinder druknede, uden fordømmelse, samt Kommunisterne i Grækenland som tak for mange hjælpepakker, lod grænsen være åben, og EU kom i konflikt, netop takket være Tyrkiet og Grækenland.
    Nu mener Danmark vi skal ned og bombe i Syrien, netop fordi alle de våbenføre mænd er desserteret til EU, og hvad er meningen.
    Kviksand og dårlige politikere. Finn Vig

  72. Af Niels Peter Lemche

    -

    FINN BJERREHAVE, skal man tro et utal af bloggere her, kan det så være rigtig, at Danmark bare har fortjent det styre, som landet har?

    Syrien var et prægtig land at være i for udlændinge, der kunne rejse derfra igen. Jeg har som skrevet andetsteds været der fem gange og i det meste af landet. Men kendere af landet vidste, at gik det galt i Syrien, ville det gå rigtig galt, og de fik jo ret, ikke sandt!

    Baath-styret var ligesom det tilsvarende i Irak er ualmindelig brutalt diktatur med en sand hvepserede af forskellige efterretningstjenester, der konkurrerede om at være mere grusomme end de andre. Vi kan i sandhed tale en et rædselsvælde uden lige og en befolkning slået af rædsel. Samtidig ved man, at Assadfamilien simpelthen tiklegnede sig, hvad der var værd at tilegne sig i landet. Således gik olieindtægterne fra brøndene ovre ved Rakk direkte i familiens lommer, og ikke en øre kom videre til befolkningen. ”
    Når reaktionerne var, som de var, skyldes det ikke, at man havde det godt, men at der var tale om en rædselsslagen befolkning, der bare forsøgte at holde sig ud af skudlinjen. Undskyld, hvad skulle have overtalt dem til noget andet? Det kom ikke megen vestlig hjælp eller noget.

    Så din fremstilling er utrolig tendentiøs og nedladende.

  73. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Niels Peter Lemche
    Nu snakker vi måske om to forskellige ting, der bliver blandet sammen. Den ene ting er en eventuel vestlig intervention i Syrien rettet mod landets regering. Den anden ting er krigen mod Isis. De ting jeg hidtil har skrevet, handler kun om den første af de to ting.
    Engang var jeg meget mere interventionstilhænger end jeg er nu. Jeg kan derfor sagtens forstå dine og Dalsbæks synspunkter, og jeg deler naturligvis harmen over den uret der finder sted.
    Men tager vi udgangspunkt i en eventuel vestlig intervention i Syrien, for eksempel flyveforbud mod landets regering og militær, så kan jeg bygge lidt videre på din sammenligning med besættelsen af Irak. Når du så skarpt går ind på min egen argumentation, vil jeg ikke undlade at kvittere for imødekommenheden.
    Amerikanerne havde en række fordele ved invasionen af Irak i 2003, som de ikke ville have ved en militær intervention i Syrien ti år senere.
    1. Flyvevåbnet. Saddam Husseins flyvevåben var stort set blevet udraderet under Kuwaitkrigen. Amerikanerne havde indført og håndhævet flyveforbud over store dele af Irak i næsten hele perioden mellem Kuwaitkrigen og invasionen i 2003. Situationen i Syrien var en anden. Her ville man skulle starte med at indføre flyveforbud.
    2. Rusland. Saddam Hussein stod alene og isoleret under invasionen i 2003. Syrien derimod var og er en russisk allieret. Det har jeg tidligere været inde på.
    Hvis en vestlig intervention i Syrien skaber risiko for russiske gengældelsesangreb i Østeuropa, så er det en meget dårlig måde, som USA og Vesteuropa derved ville behandle de nye NATO-medlemslande på. Militæralliancen handler ikke kun om afværge angreb, når de finder sted. Militæralliancen handler også om at forebygge angreb. Det vil sige: føre en solidarisk og empatisk verdenspolitik, hvor man ikke – indirekte – bringer NATO’s mest udsatte medlemslande i unødvendig ekstra fare for angreb udefra, ved at føre en konfrontationssøgende politik andre steder.
    3. Irak, mere specifikt. Ja, Saddam Husseins hær faldt fra hinanden i en ruf. Men det hører med, at USA lige fra begyndelsen satte hele deres militære styrke – til lands, i luften og til havs – ind i et koncentreret angreb mod ham. Det var en ganske overvældende ildkraft mod en modstander, der aldrig rigtig var kommet sig over nederlaget og den tvungne afrustning i 1991.
    Din argumentation må indebære, at man gjorde noget tilsvarende mod Syrien. Ikke noget med flyveforbud eller nålestiksoperationer, eller andre ting, hvor modstanderen gradvist kan tilpasse sig, men totalt og målrettet angreb fra den første time af.
    Jeg spørger først mig selv, hvor dette angreb skulle udføres fra. I tilfældet Irak kunne USA lave landinvasionen direkte fra områderne ved den persiske golf, hvor USA i forvejen havde sine militærbaser tilbage fra Kuwaitkrigens tid. Syrien ligger ikke nær så tilgængeligt.
    Min analyse af invasionen af Irak er den, at ganske vist faldt Saddam Husseins hær fra hinanden, men ud af stumperne voksede der en ny og langt værre modstander, som amerikanerne aldrig rigtig fik nedkæmpet, hvilket er baggrunden for den nuværende situation i Irak. Plus alle de andre modstandere som også opstod hen ad vejen. Hvorfor gjorde de det.
    Ikke kun på grund af kaosset og magttomrummet efter Saddams fald. Og heller ikke kun fordi USA som ordensmagt blev fanget i etnisk-religiøse og sociale interessekonflikter, som hele tiden gav amerikanerne nye fjender og aldrig nogen hjertevarme venner i landet. For ikke at nævne vreden over alle de vildfarne “venlige” bomber fra amerikansk side. Men også fordi selve invasionen af Irak var en så overvældende og ydmygende – æreskrænkende – oplevelse for indbyggerne i landet, at dette i sig selv ganske naturligt fremkaldte en defensiv og negativ reaktion.
    Noget tilsvarende vil ske i Syrien, hvis Vesten invaderer landet på samme måde som i Irak.
    Formentlig er det også sket i Afghanistan.
    Omkring landets terræn og infrastrukturen, så er der ikke de store forskelle mellem Syrien og Irak. Overfladisk set skulle amerikanerne have haft let spil som besættelsesmagt i Irak. Men de fik aldeles ikke let spil, som vi ved i dag. Og det ville de heller ikke få i Syrien.

  74. Af Niels Peter Lemche

    -

    ANDERS THORNVIG SØRENSEN, meget rigtigt i din argumentation. Men det korte af det lange er nok, at da amerikanerne erobrede Saddams Irak, var olieprisen stadig skyhøj. Som bekendt er det ikke tilfældet længere, så amerikanerne har begrænset deres tilstedeværelse siden da.

    Så er der den med hele den amerikanske styrke: Nej, så langt fra. Doktrinen derovre er nok stadig, at USA skal være i stand til at kæmpe to adskilte krige på samme tid. De satte et fragment af deres styrke ind. Men det er også patetisk nemt at kæmpe mod arabere, som endnu ikke har fattet begrebet logistik.

    Russerne i Syrien er et andet problem, men hvem var det, der standsede enhver tale om indgriben i Syrien i sikkerhedsrådet? Russerne, selvfølgelig. Før den anden golfkrig var der lige det med 11. september… I tilfældet med Syrien ikke helt den samme tilskyndelse. Den med russiske angreb i Østeuropa kan du godt pakke ned. Læs det jeg allerede sagde om to krige samtidigt.

    En eller anden aftale er der lavet mellem amerikanerne og russerne: Russerne kan hygge sig i Restsyrien, og amerikanerne i Irak. Kurderne bliver et problem, når man ser, hvordan de timer deres selvstændighedserklæring. For dem er russernes tilstedeværelse blevet en slags garanti mod Tyrkiet. Det værste, der kunne ske for dem, er, hvis russerne og tyrkerne fandt sammen igen. Men jeg under dem en selvstændig stat, hvis de kan stoppe terrorhandlingerne i selve Tyrkiet. Iran og Tyrkiet vil nok stritte voldsomt imod; men spørgsmålet er, om de får lov til at intervenere.

    Men din viden om Syriens geografi og topgrafi er nok hentet fra et overfladisk studie af landkort i lille skala. Det er pærelet at invadere Syrien. Som jeg beskrev det, ligger landet åben for en invasion fra syd og sydøst. Giver jordanerne grønt lys er der endnu en flere hundrede kilometer lang grænse at starte fra. Skulle tyrkerne være en del af det, er det lige sp let fra den nordvestlige del.

  75. Af Jan Petersen

    -

    Jeg kan stadig kun anbefale Google og læs denne netsite:

    Mohammed Mahfoud there was no syrian revolution; it was terrorism from the beginning.

    Det er altid rart med mere end én nyhedskilde. Og i krig / terror er alle mainstream medier kun én kilde. De fortæller eksakt samme historie!

  76. Af hektor Heimlich

    -

    En vestlig intervention i Syrien rettet mod Assad???? har vi ikke set nok af hvad Obama-Merkels forsøg til destabilisering af det syriske regime har betydet, -er er snart kun murbrokker tilbage. Vesten bør støtte op om Assad precis som Putin gør, så at vi endelig en gang kan få fred og flygtningene vende hjem. Hvad tror i at et arabisk forår i Syrien vil få for betydelse for de kristne og dem med andre religioner?
    I må jo være fra forstanden hvis I mener at radikale muslimer skal overtage magten -helt fra forstanden. Obama-Merkel-Erdogan har alle på hver sin måde forsøgt at destabilisere Assad -indrøm nu bare at I tog grueligt- grueligt fejl og at dette fejltag kan føre til enden for Europa inklusive Tyrkiet! Så blev da Tyskland alligevel Europas banemand!

  77. Af Finn Bjerrehave

    -

    Tænk hvis jeg forstod hvad du skriver, men tak for interesse. Finn Vig

  78. Af georg christensen

    -

    Vi lod det bare ske i demokratiet´s selvforståelse af sig selv., på bedste vis lod vi diktaturet i Syrien bare køre derudaf, på bedste demokratisk vis, så længe de bare fulgte vores såkaldte diktatoriske “demokrati” forestillinger, alle mulige alt for ofte “illusoriske” demokrati forståelser”. En sump, som den nuværende Demokrati forståelse selv har skabt.

    Tom hovede “abekatte”, bør ikke længere få lov til at lukke al deres “lort” ud for åbne tvangs betalte TV skærme, og føle sig beskyttet i “ytringsfrihedens” paradis, beskyttet af “tvangs betaling”.

    NB: Selv med måske tomhed i mine konklusitioner ,ville et veluddannet “demokrati” aldrig have “det” kunne ske, som er sket i Syrien, og slet ikke i ” folke demokratiet´s” navn. Jeg får efterhånden en ny forståelse af vestens “illuisions folkedemokrati” er bygget på magtbegærdets “eneret” (diktatur),
    Det duer bare ikke.
    Vesten må lære, at se sig selv i øjnene inden den diskutere “folke demokratiet”.

    .

  79. Af N. Jensen

    -

    Kære Bente,

    Hvis jeg har forstået dig ret, ville det være helt OK med dig, hvis dine sønner/fætre

    blev slagtet i en sekterisk mellemøstlig borgerkrig.

    Er det rigtigt forstået ?

  80. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Niels Peter Lemche
    Før konflikten i Ukraine lå NATO’s nye østlande praktisk talt fuldstændig ubeskyttede. Det er lidt bedre nu, men stadig ikke godt.
    Selvfølgelig ville det være ærgerligt for Rusland at blive lukket ude af Middelhavet og Atlanterhavet. Men denne afskrækkelse, som virker mod uprovokeret russisk aggression, er ikke nok, hvis det i udgangspunktet er Vesten som har angrebet russiske allierede og faktisk har tvunget Rusland til at reagere defensivt eller gengældende på en eller anden måde.
    Tyrkiet ville ikke lade USA bruge sit territorium til at angribe Irak i 2003. Så hvorfor skulle Jordan være mere velvilligt end tyrkerne var dengang. Udgangspunktet i de lande er, at man siger nej til at deltage i den slags. Helt ekstraordinære omstændigheder eller en FN-beslutning kan måske betinge et ja. Men udgangspunktet er en principiel afvisning.
    Tidspres og teknikproblemer betyder desværre, at jeg selv må stikke halen mellem benene nu. Det har været en interessant diskussion. M.v.h.

  81. Af Niels Peter Lemche

    -

    N. JENSEN, du er dog en arrogant sk…rik! Ingen er interesseret; men undertiden har det været nødvendigt. Jeg har ikke haft nogen søn i Syrien, men kun i Kosovo, og hans mor var vældig bekymret; men sådan er det, når man tror på noget.

  82. Af Bjørn Sørensen

    -

    @ Jan Petersen

    ” There was no syrian revolution; it was terrorism from the beginning.”

    Tak for henvisningen til Mohammed Mahfoud, som afspejler det billede som jeg selv har dannet mig af situationen i Syrien.
    Den forudindtagede vestlige presse har ikke belyst realiteterne. Det forkommer mig at dækningen består af offentligørelse af pressemeddelelser fra Pentagon og NATO.

    Nu har Vesten opviglet, Afganistan, Irak, Libyen og nu Syrien og smadret de landes infrastruktur, hvorfor de områder, hvis eneste produktivitet består i en befolkningsekplosion.
    Er det så svært at forstå hvorfor de søger mod vesten eftersom de lande ingen fremtid har foreløbigt, da områdederne har været i forfald de sidste 500 år takket være dræbende fundamentalisme.
    Problemet er bare at vi kan ikke bruge dem til ret meget fordi det der er mangel på her er veluddannde fagfolk. Den kunnen er der ikke ret mange af flygtninge der har, så de fleste vil være afhængige af velfærdsydelser, som er ved at tynde ud hos os fordi der allerede er for mange nydere, som vores stagnerede økonomi ikke kan bære ret megte længere.

    Så længe vi nægter at indse realiteterne og belåner vores børns og børnebørns fremtid – ja så stiler vi mod afgrunden, som kan forventes at blive ret så kaotisk.

    Så vil vi have 50 eller 100 års stagnation eller meget bedre vil vi efterligne Romerrigets fald som medførte en 1000 årig nedgangsperiode.

    Der er frit valg – kære venner – glem ikke det.

  83. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Havde vi blandet os, så havde hele Mellemøsten været i brand, og vi skal ikke blande os, altså militært, i alt – et lident land, selv om vi er et udviklet land. Hvor og med hvem skulle vi have været enige – i et sådant kompleks af problemer, etniske og religiøse grupper. Of – ikke mindst storpolitik, så det batter. Syrien er vist ligeså sammensat som land som Irak, altså i nyere tid inden for de sidste 100 år, så ..ja, så har vi medier i mængder, der underholder os med alting, så alting synes så nært.

    Det er det ikke – men da svært for Bente Dalsbæk, der har været gift med og har børn med en fra dette land, nemlig Naser Khader, der jo ofte gav udtryk for, at vi skulle gribe ind. Forståeligt – var det vores land her, Danmark, så ville vi ønske det samme: at nogen griber behjertet ind.

    Men – det kan vi altså ikke her i det mellemøstlige, stridens hjemland om noget – i mere end 3000 år. Det var blevet en verdensbrand og endnu flere dræbte – og ikke færre mennesker, der måtte flygte.

    Det drejer sig altid om eller burde: at indkredse en problematik og få den styret, så den breder sig mindst muligt- og jeg tror lige, at Europa har nok i forvejen at se til. Også – fordi vi utidigt har blandet os både i Afghanistan og Irak, fremfor at lade disse folkeslag selv klare ærterne omkring deres udvikling. Men – nogen satte vores grænser ved disse lande og frygtede attack derfra — men jeg forstår heller ikke en dyt.

  84. Af N. Jensen

    -

    N.P. Lemche

    Jeg ville sådan set bare sikre mig, at Bente Dalsbæk til fulde forstod risikoen ved at intervenere i Syrien.

    At din søn har været udstationeret på Balkan, er jo ikke min skyld.

    Jeg går ud fra, at ingen har tvunget ham til det ?

  85. Af Jan Petersen

    -

    Bjørn Sørensen, det glæder mig kun, hvis jeg kan åbne et par øjne mere – i det gennemførte svindel, humbug og bedrageri mainstream medier leverer nyheder, i form af plantet løgn og misinformation!

  86. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Jeg vil lave en lille reprise. Jeg vil ikke være stiltiende deltager i den modsatte yderlighed, som består i at nedgøre de danske soldaters indsats i Afghanistan.
    Nok er jeg imod interventionen ud over, hvad det oprindelige, klart afgrænsede antiterroristiske formål fra 2001 måtte betinge. Men der er formildende omstændigheder.
    Med fare for at recitere autoriseret propaganda, så skal regimeskiftet i Afghanistan i 2001 efter sigende have betydet, at over 4 millioner afghanske flygtninge kunne vende hjem fra Pakistan.
    Den sovjetiske besættelse og borgerkrigene i 1990’erne efterlod Afghanistan med omkring 650 fungerende skoler i hele landet. Efter 2001 blev der under international militær beskyttelse opført over 5.000 skolebygninger. Antallet af skoleelever steg fra 1 til 7 millioner.
    Det er forskellen på Vesten og Rusland. Russerne bomber skoler i Syrien, og en halv million mennesker flygter på et halvt år. Rusland skal angiveligt have affyret over 2.000 missiler mod byen Aleppo alene – ved ikke, om det er sandt. Vesten bygger skoler i Afghanistan, og 4 millioner flygtede indbyggere vender hjem til deres land.
    Men som sagt, jeg er enig i hovedsagen, Vesten spændte buen for langt ud.
    Nå, blot denne anerkendelse fra mig af til vores soldaters indsats dernede, trods alt.

  87. Af Niels Peter Lemche

    -

    N. JENSEN, jo, pga. officersstatus (russerløjtnant) var han forpligtet derpå.

  88. Af N. Jensen

    -

    N.P. Lemche

    OK, hvis jeg har forstået dig ret var din søn sprogofficer, altså spion, hvilket da bestemt også er en nyttig og nobel profession.

    Det ændrer jo ikke på, at han på et tidspunkt HELT FRIVILLIGT, har skrevet under på en kontrakt, der gav forsvarsstaben ret til at udstationere ham efter forgodtbefindende.

    Når man skriver under på en sådan kontrakt er man jo fuldt ud klar over risikoen for at blive udstationeret på en farlig mission.

    Han kunne jo lige så godt have valgt en mindre farlig levevej (automekaniker, tandlæge, gymnasielærer, eksempelvis)

    Indrømmet, jeg har lidt svært ved at have ondt af ham.

  89. Af Niels Peter Lemche

    -

    N. JENSEN, sprogofficererne bruges nu først og fremmest som tolke, og officerer har ikke meget valg. Udstationeringen er en del af kontrakten med forsvaret, når man stater på forsvarsakademiet. Det er ikke et tilvalg. Men selvfølgelig kan man lade være med at søge ind. Da knægten studerede sammenlignende litteraturvidenskab på universitetet, og havde valgt russisk litteratur som sit særlige emne, ja, så mente han, at der ikke er noget bedre sted at lære russisk end på forsvarsakademiet. Men sådan er der så meget.

  90. Af N. Jensen

    -

    N.P. Lemche.

    OK, tak for oplysningen om forsvarsakademiet, så blev jeg igen lidt klogere.

    (Det hænder jo undertiden, når man deltager i netdebatter)

Kommentarer er lukket.