Transkønnede er ikke psykisk syge

Af Bente Dalsbæk 45

‘Der er så mange ting, der er svært at formulere ved det her. Hvorfor jeg blev ked af det, da hans nye cpr-nummer kom, selvom jeg fuldstændig accepterer ham, som han er nu? Hvordan jeg skal forholde mig til, at jeg modtager min nye søn med stor kærlighed, men at jeg samtidig begræder tabet af min datter? De ting og tusind andre. Og hvordan er det så ikke at være min søn?’

Samtalen fandt sted mellem en veninde og jeg, og handlede om, at hendes søn, der engang var hendes datter, gennemgår transformationen fra ’hende’ til ’ham’, og om hendes frustration over ikke at få hjælp til at tumle de svære spørgsmål, f.eks. gennem forældregrupper osv. Jeg fik en lille flig af en indsigt i, hvad det er for processer, følelser og kæmpestore spørgsmål, der er på spil helt inde i transformationens inderste. Både hos den transkønnede og hos de pårørende. ’Pårørende’ er jo i virkeligheden et forkert udtryk, som vel meget godt afslører, at der ligger en forforståelse af transkønnede i vores samfund som ’patienter’ i en eller anden forstand. Hvor meget patientliggørelse, de transkønnede oplever er Amnesty International lige nu ude og forklare i rapporten: ’Transkønnedes adgang til sundhed i Danmark’.

Rapporten fortæller om ydmygende udredninger og langvarige behandlingsforløb for at få adgang til hormonbehandling og operationer. Udredningsforløbene handler, ifølge de transkønnede Amnesty International har talt med primært om at overbevise om, at man ikke er psykisk syg, og at man rent faktisk er transkønnet. Står Amnestys rapport til troende, er der naturligvis ikke så lidt at rette op på i selve forløbet. Men hvad der også kom meget bag mig var, at transkønnede fortsat figurerer på den psykiatriske sygdomsliste. Heri ligger måske kimen til den opfattelse, der synes at være af transkønnede i sundhedssystemet. Den psykiatriske sygdomsliste er egentlig noget alle Folketingets partier hidtil har været enige om at fjerne de transkønnende fra, men ikke ved at gå foran, som ellers ville være mere end klædeligt. Man ville hellere vente på – i politikersprog ’arbejde for’ – at WHO fjerner transkønnede fra kapitlet om sygdomsforstyrrelser. Det forekommer helt urimeligt og ganske uforståeligt, at man indtager sådan et ’late mover’-synspunkt. Det afslører måske i virkeligheden det vidensgab, som jeg selv oplevede i lille skala, men som er pænt stort, når man som beslutningstager fastholder, at der er noget psykisk ’i vejen’ med transkønnede.

Nu har der været noget ’hype’ – positivt, men nok også noget romantiseret, kan jeg forstå – i forbindelse med både The Danish Girl og f.eks. Bruce Jenners transformation til Caitlyn Jenner. Jeg har faktisk set flere af hendes udsendelser, ’I am Caitlyn’, som ganske vist er amerikansk med amerikansk på, men hvor der trods alt vises, at der er lidt mere på spil end nogle flotte Vanity Fair billeder. Der er meget mere på spil, og her på vores breddegrader fatter jeg ikke, at Folketingets medlemmer kan tillade sig at fastholde transkønnede i en psykiatrisk patientforståelse. Eller som det meget rigtig blev sagt af min veninde: ’Generelt tror jeg, at han føler sig sat i bås som transseksuel og ikke som den dreng, han bare vil betragtes som.’

 

––

 

45 kommentarer RSS

  1. Af Erik Bramsen

    -

    …og religioese mennesker er ikke overtroiske.

    Koensdysfori (gender dysphoria) er en psykiatrisk diagnose i lighed med, naar folk foeler at deres arm ikke er deres egen og at de ville faa et bedre liv, hvis den blev amputeret. Men sidstnaevnte er ikke en cause celebre blandt identitetskrigere, saa de bliver behandlet af psykiatrien i stedet for at faa deres sygdom feteret af kunstnere, koenspolitikere og modemagasiner – generelt forsoeger man at undgaa at bekraefte psykiatriske patienters vrangforestillinger.

    Okay, som i analogien med religion, kan kliniske vrangforestillinger – gennem konstant societal validering af den sygelige virkelighedsopfattelse – gaa hen og blive saa almindeligt accepterede at de ikke laengere med rimelighed kan betragtes som sygelige, men nogen tjenste tror jeg naeppe man goer de beroerte, uanset om det drejer sig om religion eller transseksualitet.

    At Caitlyn/Bruce Jenner naeppe er mere transseksuel end min undulat og blot tager en kjole paa for at lokke kameraholdene til, er en anden ting, men det hjaelper ikke rigtige transseksuelle at journalister og feminister tager ham (og andre phonies fra det koenspolitiske overdrev) alvorligt i stedet for at se det som et gimmick fra en falmende realitystjerne.

    https://en.wikipedia.org/wiki/Gender_dysphoria

  2. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Jeg er fuldstændig enig med Bente Dalsbæk i denne sag.
    Alligevel er der et par ting jeg vil tilføje.
    Når transpersoner selv betaler udgiften for hormonbehandling og kønsskifteoperation, vil lægerne og kirurgerne ofte være meget respektfulde over for dem. I det omfang, at nedværdigende diagnoser og spørgsmål er tvungen procedure, er begge parter enige om at reducere det til en indholdsløs formalitet.
    Når derimod hormonbehandling og kønsskifteoperation sker på det offentliges regning, som en del af velfærden, er det andre skattebetaleres penge, som finansierer det. Folk er normalt enige om, at den offentlige sektor ikke skal afsætte store pengebeløb på modtagerens glatte ansigt. Der skal stilles inkvisitoriske spørgsmål til ansøgeren, nøjagtig ligesom hvis man kommer og beder om socialhjælp eller virksomhedsstøtte. For prisen af én kønsskifteoperation kan man give hundredvis af mennesker gratis operation mod øjensygdomme.
    Der skal også være en stringent lægefaglig begrundelse af psykisk karakter, for kroppen i sig selv fejler jo ikke noget hos modtageren af kønsskifteoperation eller brystfjernelse. For så vidt er det blot en skønhedsoperation, om end en ualmindeligt indgribende, farlig, smertefuld og besværlig én af slagsen. Der skal kunne argumenteres for, at hele personens tilværelse og indirekte den daglige funktionsevne lider under at have en forkert krop i kønsidentitetsmæssig forstand, – og – at der ikke findes rent psykologiske eller sociale løsninger på problemet, så operation er bydende nødvendig.

  3. Af Jakob Rasmussen

    -

    Om få år er det meget muligt, at kønsskifteopererede “kvinder” kan føde deres egne børn.

    Uddrag fra “Surgery Could Give Men Wombs of Their Own Within 5 Years” af Lisa Kaplan Gordon, Yahoo health news, 18. november 2015:

    “If science can transplant a uterus into a woman, can it transplant one into a man?

    The answer is yes.

    Theoretically, men could receive a uterus, carry a baby to term, and give birth. But what really blew our minds is that the day of male pregnancy is closer than you’d think.

    “My guess is five, 10 years away, maybe sooner,” says Dr. Karine Chung, director of the fertility preservation program at the University of Southern California’s Keck School of Medicine.”

  4. Af Jakob Rasmussen

    -

    “For så vidt er det blot en skønhedsoperation, om end en ualmindeligt indgribende, farlig, smertefuld og besværlig én af slagsen. ”

    Det er jeg ret enig i, sådan som tingene er nu.

    Men hvis det bliver muligt, at transplantere en livmoder til en kønsskifteopereret mand/kvinde, der dermed med omfattende og vedvarende medicinsk hjælp kan føde sit eget barn, så vil jeg være mere tilbøjelig til at opfatte kønstransformationen som reel – og afsindigt dyr…

    Den hormonale behandling, der ville være nødvendig, er nok ret usund for fosteret; men hvis det kan lade sig gøre, at fuldende kønskifteopereredes transformation, ved at implantere en livmoder, vil kravet om at tillade det, nok komme alligevel.

  5. Af Jakob Rasmussen

    -

    Jeg er også født i en forkert krop.

    I mit tilfælde er der tale om en milliardærarvings sjæl, der bor i en fattigmands krop…

  6. Af Jakob Rasmussen

    -

    Måske er transkønnede ikke per defintion psykisk syge.

    Men det er sikkert og vist, at nogle af dem, der beder om kønsskifteoperationer har svære problemer, som kan forværres af en kønsskifteoperation.

    Tag nu den meget omtalte Nathan Verhelst fra Holland, der blev født som kvinde og som led af en ekstremt selvdestruktiv moderbinding.

    Verhelst ville have en kønsskifteoperation, for at vinde sin mors kærlighed, for Verhelsts mor foragtede sin eneste datter og forgudede sine sønner; og derfor ville Verhelst være mand.

    Historien endte selvfølgelig dybt ulykkeligt.

    Efter kønsskifteoperationen foragtede Verhelsts mor ham/hende endnu mere, og den samme, inkompetente og dybt uansvarlige psykiater, der havde sagt god for kønsskifteoperationen, gav grønt lys for aktiv dødshjælp til den stakkels Verhelst.

  7. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Ja det var en trist historie, og det er den slags tilfælde som gør mig betænkelig ved at sætte aktiv dødshjælp i system.
    Men generelt er forholdet til forældrene ikke afgørende for kønsidentitet. Mange mennesker har haft et eller andet problem som børn i forhold til deres forældre, uden at det involverer seksuel orientering eller kønsidentitet. Man kan læse Tove Ditlevsens erindringer. Hun var fuldstændig almindelig heteroseksuel kvinde, men hendes angst for at miste morens kærlighed i barndommen blev overført og videreført til hendes forhold til andre mennesker som voksen. I dette tilfælde hendes ægtemænd, skønt de havde modsat køn af hendes mor.
    Nogle forældre får en dreng men ville have haft en pige, eller omvendt, og begynder bevidst eller ubevidst at arbejde på at omforme afkommet i den ønskede retning. Men så bare vent til den lille bliver teenager.
    Andre forældre forstøder deres transseksuelle børn, når disse kommer ud af skabet.
    Omkring kønsskifteoperation, en lille tilføjelse mere. – Selv om det er principielt forkert at operere på en rask krop, kan det være nødvendigt netop for at redde denne krop fra at blive nedbrudt. Nemlig når modsætningen mellem psykisk kønsidentitet og fysisk køn er så udtalt, at det giver daglige svedeture, manglende nattesøn og alt muligt andet, som ingen mennesker kan leve med i længden. Det er dér, i selve denne sygdomsfremkaldende modsætning, at man bør udarbejde en fremtidig diagnose, i stedet for at lave stigmatiserende betegnelser.

  8. Af Jakob Rasmussen

    -

    Nogle føler, at deres krop har det forkerte køn, men hvad med dem, som føler, at deres krop er en forkert race?

    Skal samfundet også hjælpe dem med operationer og andre behandlinger?

    Huden kan bleges eller farves, og i 2015 blev det muligt at skifte øjenfarve, ved hjælp af en laser, der fjerner noget af pigmenteringen i øjet.

    Forrige sommer vakte en amerikansk kvinde opmærksomhed, fordi hun ihærdigt påstod, at hun var sort, selvom hun havde hvide forældre og søskende, og altså var født hvid.

    Hendes raceidentitet var og blev sort; det var tydeligvis ikke skuespil, og hun ville også opfattes som sort af andre.

  9. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg tror, at lægmand så ganske afgjort skal afholde sig fra (naturligvis et sympatisk træk) denne feel-good-følelse, såvel som et Folketing naturligvis heller ikke kan sådant. De er ikke uddannede til det og har heller ikke pligt til at følge WHO’s udtalelser,såvel som :

    Er det kun medicinere og/eller psykiatere, der afgør en liste hos WHO ? De har heller ikke nok forstand nødvendigvis, viden og indsigt, i sådant. Siden de har fjernet homoseksualitet fra diagnose-guppen: “Kønsidentitetsforstyrrelser”.

    Det kan være nødvendigt at have diagnoser og undergrupper for at se, hvor man er henne i forhold til et menneske omkring dets neuroser og komplekser, hvor man i dag inden for psykiatrien åbenbart holder på med at ‘aflive’ begrebet neuroser som fx fællesbetegnelse, da:

    “Neurosebegrebet, er i høj grad er forbundet med bestemte forestillinger om årsag og dynamik, bruges ikke mere som fællesbetegnelse eller som selvstædig diagnostisk gruppe.” Fra bogen: “Dynamisk psykiatri” v/Johan Cullberg. Såvidt psykiatrien

    Det hele handler naturligvis overordnet om: Neuroser og disses kompleksitet, som ‘blot’ er mere omfattende, jo længere man skal tilbage i et menneskes historie (fra fødslen og de første leveår, erfaringer fra psykonalysen og de landindinger, man her har gjort også siden Freud og hans samtiges tid – og også Otto Fenichel’s freuianer), som jeg nævner yderligere nedenfor.).

    Der er naturligvis tale om årsag og virkning i forhold til menneskets programmering (de første ca 6 leverår) – også hvor mennesket ikke kan vide bedre end, at det må være medfødt, når det udsiger: Jeg er en drengog har altid følt sådan, selv om jeg er født som pige og vice versa. Det kan den enkelte være overbevist om, såvel som der er andre transkønnede, der ikke ønsker denne operation -men fungerer ud fra og dermed denne slags dobbelthed. Misforholdet mellem det medfødte køn og det ønskede: at være det andet køn.

    Der står et kort afsnit i psykoanalytikeren Otto Fenichels digre værk på 800-900s: “The Psychoanalytic theory of Neuroses (1946).

    Der er netop tale om menneskets forskellige drifter, som den danske nu afdøde forsker, dr.phil. og psykoanalytiker Sigurd Næsgaard udviklede , så man siden Freuds dage har kunnet tale om mere end den seksuelle drift og aggressionsdriften samt nogle partielle drifter. mennesket har, fordelt på 3 grupper ca.30 forskellige drifter, som Næsgaard også betegnede som “vore dynamikker” (der er en kort oversigt (teori) i nyligt afdøde psykoanalytiker Nina Thymarks bog: “Ægteskab Partnerskab Samliv” (en analyse af Ingmar Bergman’s (bog/TV-serie): Scener fra et ægteskab”.

    Det er naturligvis en lang og trang vej, kan det ses, som transsekuelle, der ønsker at gennemgå en operation og dermed kønsskifte siges at skule gennem; men de involverede, der skal tage stilling, er sikkert på en slags uriaspost – hvis noget går galt. Men – jeg kender ikke til forholdene hos sundhedsvæsenet og deres fordsætninger.

    I omtalte oversigt omkring diagnoser står jo mange af de netop neuroser mennesket kan lide af p g r a dit og dat. Alle i divere grupper nævnt kunne da så bede sig fri for at stå der, fordi de lider af angst, depression, , exhibitionisme, voyerisme, spiseforstyrrelser, sadomasochisme. Defejler jo ikke noget og har ingen lidelse. Andre igen er søende og glade, hvis de endelig støder ind i en diagnose .. selv om jeg to, at psykiatrien er for glad for bare at diagnosticere og udskrive recepter, som det alt for tit udtales – og med videnskabsjournalisten Lone Franks seneste udtalelser på TV om hendes seneste bog(fik ikke lige fat i titlen – men om lyst og nydelse), så er der ikke sket noget inden for psykitiren i de seneste 40 år.

    Nej, psykoanalsen og med dens landvindinger har de uhyre sjældent været interesseret i, snarere bekæmpet! Andre igen har så også arbejdet med og videreudviklet psykoanalysen fra Freuds tid, hvor der er sket en del, og Freud tildels dermed kan siges at være gammeldags, selv om barneseksualiteten og ødipuskomplekset er fast størrelse, der ikke er til at komme uden om – men med ændringer, såvidt empiri har kunnet godtgøre noget. Og – nu levede Freud altså ikke evigt, og enhver videnskab hviler jo på skuldrene af de, der var før eller ligefrem først.

    Vedr Lone Frank, så ville det være så ganske forfriskende hvis hun fortalte om Freud som svindler, som hun bramfrit melder ud til DR2’s Krause-Kjær i Deadline i går – og ligedan hvad hun egtl kender til psykoanalyse og har haft mulighed for at forstå rettelig af denne ? Det tager sædvanligvis rigtig mange år! Og – en egen analyse tillige – for at forstå sådant materiale.
    Man kan nemlig ikke læse sig til psykoanalysen, forså denne endsige arbejde med den.

    Tilbage til emnet med denne bemærkning:

    Folk er sædvanligvis ømme over for noget, der bare benævnes som psykisk. Derfor bør man altid definere udtalelsen psykisk sygdom – især hvor der ikke er tale om egtl sindssygdom.

    Hvad angår definitionen: Neurose, som også kan læses i forh til: hvorfor denne definition i ovennævnte bog af Nina Thymark – handler tillige om forståelsen af vore drifter og disses dynamik samt en forståelse af, at hver enkelt dift har sit specifikke arbejdsområde; men hvor opdragelsen ofte griber forstyrrende ind, hvorfor disse drifter, som både er dynamiske og dirigerende, og som til stadighed producerer energi i os, kan komme ud på fejle spor, hvorfor man kan tale driftsforstyrrelser på ‘jernbanenettet’ Og – definiionen på en neurose er netop, at forstå som:

    En fejlforvaltet driftsenergi.

    Det kan anbefales at få fat i Sigurd Næsgaards bog “ABC i Eksistentalisme” – hvor han bla giver eksempler på, hvordan de forskelligeartede drifter kan fungere såvel sundt som neurotisk. Ligedan skriver Nina Thymark i samme bog om Næsgaard:

    “…at Næsaard modsatte sig den tanke, at et barn skulle være født asocialt, med en slags arvesynd, og at det skulle være født til stadig at bekæmpe sin ege natur….”

    Der er nemlig intet, der tyder på, at vores driftsliv som har sit udspring i det ubevidste, skulle komme i konflikt med dets forvalter, Jeg’et, – men netop med Overjeg’et (forældre omverden), hvor det griber forstyrrende og dermed hæmmende ind på de enkelte menneskers område

    Det er netop denne tilpasning, der ofte kan gøre os syge, når vi griber ind i det sunde naturlige for mennesket. Set og sagt ud fra de psykoanalytiske teorier og de kliniske erfaringer fra analysepraksis og Næsgards forskning, ..og som Nina Thymark anvender i sin bogs teorikapitel óg i selv analysen.

    Jeg når ikke at komme med yderligere. Og – jeg ved ikke direkte, hvem eller om der i dag i DK er nogle med netop erfarnger på de transseksuelle område. Det er ligedan nok få, der har søgt denne hjælp igennem tiderne, ligedan med homosksuelle. Mvh BHL

  10. Af Ulla Nielsen

    -

    Er Bente Dalsbæk uvidende om, at overbevisningen om, i virkeligheden at tilhøre det andet køn, i nogle tilfælde kan være et led i f.eks. en begyndende skizofreni?
    Og bør lægerne lade være med at spørge for at lette livet for de transkønnede, som har et forståeligt ønske om at gøre det usket, at de er født med et andet køn end det, de føler, de bør have, og risikere f.eks. at fjerne testiklerne på en person, som på et senere tidspunkt ønsker sig, det ikke var sket, fordi det var sket på et andet grundlag end de ægte transkønnede?

  11. Af Jakob Rasmussen

    -

    Der findes ikke en egentlig international lovgivning for livmodertransplantation – endnu – men, der er etableret nogle retningslinier, som også tillader livmodertransplantation til kønsskifteopererede “kvinder”.

    Uddrag fra “Will men soon be able to give birth?” af Jonah Gruber, Avvostories 15. december 2015:

    “Medical guidelines used to direct decisions surrounding uterus transplants were established in the Montreal Criteria for the Ethical Feasibility of Uterine Transplantation in 2012. Currently, the Montreal Criteria prohibit genetically non-female patients from receiving uterus transplants, but this may be changing.

    Updated in 2013, the Montreal Criteria has developed an ethical basis for considering uterus transplants for recipients who are not genetically female; i.e., men and transsexual women:

    A male or trans patient wishing to gestate a child does not have a lesser claim to that desire [for a uterine transplant] than their female counterparts… A male who identifies as a woman, for example, arguably has [uterine factor infertility], no functionally different than a woman who is born female with UFI.

    However, the Montreal Criteria draw the line at men desiring a uterus for purposes other than childbearing.”

    Cited from: Will men soon be able to give birth? – AvvoStories

  12. Af Jakob Rasmussen

    -

    Ifølge den opdaterede version af Montrealkriterierne for livmodertransplantation fra 2013, behøver mænd altså ikke, at blive kønsskifteopererede, for at få en livmodertransplantation.

    Hvad siger Etisk Råds nye formand mon til dét?

  13. Af Jan Petersen

    -

    Vesten kunne lære en hel del om mennesker i Østen. I et land som feks Thailand er der tonsvis af transkønnede, som blot er en helt naturlig del af samfundet. Masser af kendte TV- og underholdsstjerner er transkønnede. Det samme gør sig gældende med kasse medarbejderen i Seven Eleven eller andre steder. Mig bekendt deltager ingen i nogen “krise gruppe terapi” – griner højt!

  14. Af Jakob Rasmussen

    -

    Nej, vi bør bestemt ikke lære af Thailand, når det gælder kønsskifteoperationer.

    Det er helt fint, at området bliver kontrolleret af de danske mynidgheder, selvom det selvfølgelig kan diskuteres, om lovgivning og praksis skal være mindre restriktiv.

    I Thailand får mange, alt for unge drenge får en delvis kønskifteoperation, så de kan arbejde som ladyboys i Tahilands mafiakontrollerede sexindustri, hvor de bl.a. betjener vestlige sexkunder, der vil have sex med mindreårige ladyboys.

    Det har absolut intet med rigtigt, nordisk frisind at gøre; intet. Det er en pervers, bundkriminel og kommerciel parodi på frisind.

    Vi bør heller ikke lære af Iran, som er det land, hvor der bliver foretaget næstflest kønsskifteoperationer, for andepladsen skyldes, at mange bøsser bliver tvunget til at få en kønskifteoperation.

  15. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Indlægning af livmor hos en mand-til-kvinde transseksuel efter kønsskifteoperation er stadig fremtidsmusik.
    En ting er at stikke en spids syl 12 cm op i underlivet og fore den indvendigt med hud, hvorefter vedkommende resten af livet kan kæmpe med at forhindre skeden i at vokse naturligt sammen igen.
    En del transseksuelle mister deres nye kønsorgan efter operationen, fordi den nødvendige hyppige udspiling med en olieret plastikbanan er for smertefuld til, at de kan gennemføre den, så skeden gror sammen igen og lukker af.
    Noget andet er, hvis denne skede også skal forsynes med en indlagt uterus i underlivet. Alle risikofaktorer bliver forhøjet ved det – hvad nu f.eks. hvis kroppen opfatter uterussen som en indtrængende fjende og bekæmper den.
    Transseksuelle skal også fortsætte med at spise kønshormoner bagefter operationen. Dog kan dosen nedsættes. Ellers går kroppen delvist tilbage sit oprindelige fysiske køn, uanset om man har lavet operation eller ej.
    Kønshormonerne har også mulige fysiske og psykiske bivirkninger. Hver person kan tåle bestemte kønshormoner i bestemte doseringer. Ved andre personer kan de samme hormoner i samme doser f.eks. føre til blodprop.
    Hvis folk gik ind i sådan noget blot for morskabs skyld, så ville jeg virkelig mistænke dem for at have en skrue løs. Men det er jo ikke tilfældet.

  16. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jakob Rasmussen – 17:36

    Det var dog det rene vanvid at høre, at man i Iran kønsskifteoperer homoseksuelle – og ved tvang. Gør de også noget lignende ved de kvinder, der er homoseksuelle – og … . Mage til vanvid og uvidenhed fremfor viden skal man dog lede længe efter. Det er jo fuldstændig uhyrligt og har ingen mening, giver ingen mening overhovedet. Skal disse tvangs-kastrerede mænd så ses at gå i dametøj fx

    @ Jan Petersen ovenfor – disse ladyboys, der er steder, hvor de forfølges – og deres liv er langtfra en fest, så ganske foredrende. Og – der er nok oftere inden for uderholdningsindustrien tale om tale om biseksualitet eller aktivt omoseksuelle end lady-boys, erhjemme kaldet transkønnede, hvor enkelte er kønsskifteopereret.

    Jeg kunne nærmest tro, at denne oplysning var en grov vittighed!

  17. Af Jan Petersen

    -

    Jakob Rasmussen, hvilke kilde har du til den gang gedigne ævl, hvad Thailand angår – DR / TV2 eller begge?

  18. Af Benny b

    -

    Hvis man vil gøre de Transkønnede en tjeneste.
    Burde man lære dem at flyve.
    De muslimske horder i Syrien elsker, at kaste homoseksuelle ud fra byens højeste tage og når de bliver mange nok her i DK, bliver der sikkert kø foran Rundetårn.
    Måske skulle alternativets Uffe Elbæk være chaos pilot på det projekt.

  19. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Birgit Hviid Lajer – 1. marts 2016 18:13
    Det er nok resultat man får, når der på den ene side er streng straf for homoseksualitet, samtidig med at der på den anden side er juridisk anerkendelse af transseksualitet.
    Der er et historisk fortilfælde. I Nazityskland sendte myndighederne falske trækkerdrenge på gaden, og når kunderne gik i fælden, fik de valget mellem fysisk kastration eller koncentrationslejr. Ikke udryddelseslejrene, men “kun” de “almindelige” kz-lejre. Fangerne grupperede sig efter nationalitet eller politisk overbevisning, hvor man støttede hinanden. Bøsserne ville ingen medfanger vide af, så de fik som fangegruppe en høj dødelighed.
    Men nogle af dem ønskede faktisk at få fysisk kastration, fordi i virkeligheden var transseksuelle, så ikke alene undgik de kz-lejr, men myndighederne hjalp dem også med at etablere en ny tilværelse som kvinder.

  20. Af tage andersen

    -

    Det er endnu en medieskabt myte at man kan forvandle en kvinde til en mand og omvendt? For det kan man IKKE!!! Men nu om dage vil politikere både bestemme over vejret, over diagnoserne, over familielivet, over privatlivet og over mange andre ting som man før i tiden ikke blandede sig i. At ville forvandle en mand til en kvinde, og omvendt, er et storhedsvanvid og en galskab der især dyrkes af politiske fantaster. Men det er meget synd for de mennesker der lokkes ud i projektmageriet, for de ender som regel med at få det endnu værre, og selvmordsraten er tårnhøj. I Sverige er det vældig politisk korrekt at skifte køn, men Sverige er jo i dag en veritabel galeanstalt, hvor man boltrer sig i alle mulige udskejelser og rædselsfulde/dødbringende eksperimenter.

  21. Af tage andersen

    -

    Rigtig meget tyder på at forvirring om eget køn/ et ønske om at skifte køn, mest af alt er en mental lidelse eller sygdom. Men der er gået politik i tingene.

  22. Af Hr. J. Han se n

    -

    Af tage an dersen – 2. marts 2016 00:56
    “Rigtig meget tyder på at forvirring om eget køn/ et ønske om at skifte køn, mest af alt er en mental lidelse eller sygdom. Men der er gået politik i tingene.”

    P. Jense n
    Mange DF´ere mener også, at homoseksualitet er en sygdom.
    Spørg Søren Krarup.

  23. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    @ Tage og Preben
    Sundhedspolitik og budgetpolitik i sundhedssektoren er og bliver et offentligt anliggende. I hvert fald så vi har et skattebetalt sundhedsvæsen. Det er dét vi vælger regionsrådene til, og det vil ikke ændre sig, selv om man lagde alle beslutninger over på landsplan.
    Politikernes uvillighed til at lave detailstyring af lægearbejdet er sympatisk, men man kan godt se på den grove fordeling af ressourcer. Store pengebeløb bliver afsat til uendelige terapisessioner, hvor man efterhånden har hørt om en hel del tilfælde af, at patienterne – transpersonerne – til sidst giver op og går til den private sektor i stedet. Dels fordi fodslæberiet bare bliver ved, dels fordi de stillede spørgsmål handler for meget om pornografi og fetichisme og for lidt om at få en tilværelse til at fungere som helhed.
    Når patienten til sidst bare går sin vej, hvad nytteværdi har samfundet så fået til gengæld fået for de mange dyre timebetalinger til terapien? De fleste af de afgivne svar har nul troværdighedsværdi i videnskabelige undersøgelser.
    Patienten bliver spurgt om dit eller dat i intime situationer. Hvis patienten nægter at svare, rubriceres det som “modstand”. Hvis patienten svarer villigt, rubriceres det som “lyst til at udstille sig selv”. I begge tilfælde bliver det et argument imod at bevilge kønsskifteoperation. Men patienten skal nok vide at give et rigtigt svar og lægge ansigtet i de rette folder, for spørgsmålene har været velkendte internationalt de sidste 50 år, og fuldt færdige svarmanualer ligger tilgængelige på internettet.

  24. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Selvfølgelig skal man have sorteret de tilfælde fra, hvor det handler om regulær sindssygdom, barndomstraumer eller undertrykt seksuel orientering, m.m.
    Men derudover synes jeg nogle ting burde være oplagte i terapi, når en mand kommer og vil skifte køn.
    Make-up f.eks. Hvorfor dyrker man stadig en gammeldags stereotyp forestilling om kvinders udseende, som mange biologisk fødte kvinder ikke længere efterlever.
    Hvorfor lader man ikke patienten komme blank i udseendet og selv lægge make up ved sessionen. Dels fordi det er en social nødvendighed at kunne gøre for patienten. Men også fordi patienten måske kan udtrykke nogle ærlige og vigtige følelser ved den konkrete måde at gøre det på.
    Hvordan ville patienten tegne sig selv som kvinde med farveblyanter.
    Hvad med sådan en ting som dameblade. Læser patienten dem, og i givet fald hvorfor. Eller hvorfor ikke. Måske har patienten en samling af udklip, som patienten kunne fortælle om.
    Og så videre. En konstruktiv og fordomsfri tilgang, hvor man rent faktisk bliver klogere på hinanden.

  25. Af Sven Jakobsen

    -

    Gad vide, om det nogensinde så meget som har strejfet blogger Dalsbæk, at hun kunne udvise selvstændighed ved at skrive noget, der ikke er essensen af essensen af politisk korrekthed. Her har hun endda så travlt med at være den gode pige, at hun får luftet nogle massive fordomme mod psykisk sygdom.

    Det kan aldrig blive skatteydernes ansvar at yde støtte til et familiemedlem, der har det dårligt pga. et barns kønsskifteoperation, og heller ikke hvis vedkommende har dårlig samvittighed over at have tudet barnet ørerne tudet fulde med feministsnak, og at det af samme grund ikke vil være en pige men en dreng. Eller hvis en dreng i for høj grad er blevet udnyttet som moderens veninde. Det må formodes, at der kan være teenagenykker indblandet ,og at det ville være bedre at se tiden an.

    “Indlægning af livmor hos en mand-til-kvinde transseksuel efter kønsskifteoperation er stadig fremtidsmusik.”

    Føj hvor usmageligt og forskruet unaturligt. Manden bliver ikke en kvinde af den grund, og det uanset hvor meget han får skåret af og fyldt sig med hormoner, indopereret silicone og pøst makeup på for at skjule skægget eller tusinder af ar efter hårhjerning. Face facts. Andre mennesker må også affinde sig med, at de ikke ser ud, som de helst ville. Transkønnede er ikke feminine på den ægte feminine måde.

  26. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Anders Thornvig Sørensen – 1. marts 2016 – 18:13

    Ja, så ganske vederstyggeligt og uhyggeligt – fremfor at forstå mere omkring både det homoseksuelle og transseksuelle. Der er ifølge psykoanalytikeren Otto Fenichel (1946 – The Psychoanalytical Theory of Neuroses) tale om nogle grundlæggende tendenser for den transseksuelle som ligner den homoseksuelles og fetichistens.- men der er sikkert også her forskellige ‘typer’ – måske egtl de færreste, der ønsker en kastration, et egtl kønsskifte (fysisk).

    Den homoseksuelle identificerer sig nok med en kvinde (moderen) – men den transseksuelle har udstyret kvinden med en penis. Han kan ikke forestille sig en kvinde uden en penis. Det er hans måde at mestre en kastrationsangst på, hvorfor han på den måde identificerer sig med hende – men han vil hellere være kvinden og på det dybere plan ‘en lille pige’, som han muligvis hos en søster el andre har identificeret sig med. Han søger også det mandelige objekt for sin seksualitet en arfigur) – altså som de homoseksuelle. Såvidt jeg ved.

    Tingene foregår jo også på et dybere plan – og er ikke kun overfladisk at forstå og se hvorfor.

  27. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Birgit Hviid Lajer – 2. marts 2016 15:53
    Ja, selv noget er ulogisk ud fra en ligefrem vurdering, kan det jo godt være omvendt logisk på et ubevidst og dybdepsykologisk plan. En mand-til-kvinde transseksuel der ønsker kønsskifteoperation kan naturligvis godt forestille sig en kvinde uden penis på det bevidste plan, for det er jo netop det vedkommende selv ønsker at være. Men på et ubevidst plan kan man godt forestille sig den mekanisme, at en person bekæmper frygten for at miste noget – i dette tilfælde potensen, eller rettere: mandlig vitalitet i bredere forstand – ved at nægte at have det i første instans.
    Lidt på samme måde, som når folk reproducerer en ensom og kærlighedsløs barndom ved at isolere sig selv blandt voksne mennesker, idet de undgår den frygtede afvisning ved selv at komme den i forkøbet.
    Jeg tror ikke på teorien som en generel forklaring på transsekseksualitet som fænomen, og egentlig heller ikke som en generel forklaring på transvestisme som fænomen men jeg tror på det som en reel mulighed i individuelle tilfælde.

  28. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    I den engelsktalende verden er man nu nået så langt nogle steder, at unge transseksuelle kan blive cheerleader i skolerne og kan være aktive medlemmer i spejderbevægelsen. For definitivt at bryde den onde cirkel af social udstødelse og manglende adgang til respektabelt eller vellønnet arbejde, skal man have integreret de unge transseksuelle i samfundet. Skal dét mål nås, duer det ikke med stigmatiserende lægefaglige betegnelser à la ‘psykisk sygdom’. For det betyder simpelthen, at bøllerne i skolen kan lave mobningen af en transseksuel elev med henvisning til en autoriseret og officiel, nedværdigende betegnelse af vedkommende.

  29. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Transkønnede har måske ikke per definition en personlighedsforstyrrelse, men der er tilsyneladende en del med personlighedsforstyrrelser, der tror, at de er transseksuelle, hvilket meget ofte ender ulykkeligt.

    Men, hvad mener de transkønnede selv?

    Artikel fra Transseksuel.dk:

    “Kønsskifte ender ofte i tragedie

    Det er langtfra lykken at lægge sig under kniven og skifte køn fra mand til kvinde eller omvendt.

    Onsdag den 2. april 2008, 05:58

    Mange ender i en tilstand med uro og store eksistentielle problemer, fordi de har en forventning om at genopstå som nyt menneske i en ny krop, skriver Kristeligt Dagblad.

    De tror, at en kønsskifteoperation er løsningen på deres sociale og psykiske problemer, men ofte bliver deres tilstand forværret efter operationen, og flere begår selvmord.

    Sådan lyder det fra fagfolk og transseksuelle, der kender til problemet.

    Tidligere har man ikke registreret, hvor mange operationer der foretages årligt i Danmark, men ifølge Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse er der siden juli 2005 givet 20 tilladelser til operationer i Danmark.

    Der er ikke tal på, hvor mange der bliver opereret i Thailand og andre lande. Men det er særligt disse mennesker, der ender i en ulykkelig tilstand.

    Det siger Sofie Schröder, formand for Foreningen for Transseksuelle. Hun er selv på grund af lang ventetid i Danmark blevet opereret i Thailand og lever i dag en lykkelig tilværelse. Men sådan er det ikke for mange andre, der rejser ud til Thailand som et køn og hjem som det modsatte køn, blandt andet fordi de ikke kan få tilladelse til at blive opereret i Danmark.

    – Der er en gruppe psykisk syge mennesker, der prøver at flygte ind i den modsatte kønsrolle. De tror, det bliver løsningen på deres problemer, og at den hellige grav er vel forvaret, hvis de får operationen. Men de bliver ikke lykkelige.

    Sandheden er, at de menneskers største problem er, at de er psykisk syge, og derfor får de ikke færre problemer. Men en del får flere og værre problemer, siger Sofie Schröder.

    Ifølge hende er der op mod 30 i Danmark, som er ulykkelige efter operationen. Hun peger på en tendens til, at de mennesker får selvmordstanker som følge af operationen.

    Også Solveig Lerche, der selv er transseksuel og står bag hjemmesiden transseksuel.dk, peger på problemet.

    Hun mener oven i købet, at det er en overvejende del af de opererede, der bliver ulykkelige. Derfor har hun selv fravalgt operationen og får i stedet for hormonbehandling.

    – De tror, de får prinsen på den hvide hest. Men ham får de aldrig, ligesom de heller ikke får de kvindejob, de har drømt om. I yderste konsekvens begår de selvmord. For de går ind i sig selv og lever et liv alene i ensomhed, siger hun.

    Ifølge Ellids Kristensen, overlæge på Sexologisk Klinik ved Rigshospitalet i København, hvor de fleste operationer i Danmark foregår, er det særligt dem, der rejser til Thailand, som fortryder og bliver så ulykkelige, at de begår selvmord.”

  30. Af Sven Jakobsen

    -

    “Skal dét mål nås, duer det ikke med stigmatiserende lægefaglige betegnelser à la ‘psykisk sygdom’. For det betyder simpelthen, at bøllerne i skolen kan lave mobningen af en transseksuel elev med henvisning til en autoriseret og officiel, nedværdigende betegnelse af vedkommende.” Skriver Andres Thornvig Sørensen.

    Nå, så du mener, at det er nedværdigende at være psykisk syg. Du har virkelig grund til at skamme dig over dit stærkt forældede og intolerante syn på den sag. Der er mange skoleelever, der lever med diagnoser af forskellig art, også for mange, men en del er reelle nok og går på særlige psykiske forhold. Dette formår dygtige lærere at tackle, så at andre børn udviser forståelse i tilpas mængde. Der er ingen grund til at imødekomme transseksuelles eventuelt forstørrede opmærksomhedsbehov og ønskedrømme om at kunne skifte køn. Det lader sig ikke gøre. Du kan jo læse Lone Franks nye bog, måske bidrager hun til at udvidde din horisont, og ellers har Jacob Schmidt-Rasmussen jo gjort dig den tjeneste at opdatere dig.

  31. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Kategorier af mislykkede kønsskifteoperationer fra mand til kvinde.
    1. Psykisk sygdom i udgangspunktet
    2. Forveksling mellem transvestisme og transseksualitet
    3. Forveksling mellem homo- eller biseksualitet og transseksualitet
    Evt. 2-3 i kombination
    4. Transseksuel identitet er ægte, men kroppen kan ikke tåle det fysiske kønsskifte og/eller hormonerne – bliver opdaget for sent
    5. Transseksuel identitet er ægte, men den fysiske kønsskifteoperation slår fejl pga. lægesjusk, dårlig hygiejne på hospitalet, osv.
    6. Transseksuel identitet er ægte, men eksisterende sygdomme eller dårlig levevis – alkoholisme eksempelvis – gør personen for sårbar – problemer som skulle have været løst inden operationen
    Her er de kloge uenige. Nogle mener, at kønsskifteoperation er en forudsætning for, at personen finder styrken til at løse problemerne.
    7. Transseksuel identitet er ægte, og kønsskifteoperationen er vellykket i sig selv, men omgivelserne – familie, arbejdsliv, m.m. – reagerer så fjendtligt, at personen mister livsmodet
    Der er sikkert endnu flere faldgruber. Derfor er det godt, at Danmark fik en ny lov, der fjernede bindingen mellem juridisk kønsskifte og fysisk kønsskifteoperation. Sådan at folk i det mindste ikke bliver presset til at tage en skæbnesvanger beslutning.

  32. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Anders Thornvig Sørensen – 3. marts 2016

    Jeg forstår godt din pointe – men lægevidenskab er nødt til at kunne registrere, og mon skoleelever lige slår op her, eller deres forældre. Det opfattes i forvejen som værende ikke normalt. Det kunne også forlede nogen til ikke at søge hjælp for et så for dem selv voldsomt problem.

    Det nytter ikke heller at slette angst, depression og meget andet, så andre ikke kan pege fingre af dem. Det er dem, der peger fingre, der har et problem: At udsætte sårbare mennesker.

  33. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Sven Jakobsen – 3. marts 2016 18:12
    Det var ikke det jeg mente, hvis nogen skulle være i tvivl.
    Hvis folk har maniodepressivitet eller skizofreni, eller noget andet, er der ike noget skamfuldt eller nedværdigende ved det. Når medicinen ellers virker som den skal, kan vedkommende deltage normalt i det sociale liv på lige fod med alle andre.
    Men hvis en dreng i skolen klæder sig i kvindetøj, og blive mobbet for det, så skal bøllerne ikke kunne henvise til, at dr. et eller andet har sagt, at knægten må være syg i hovedet.
    Er vi enige om dét, Sven Jakobsen?

  34. Af Sven Jakobsen

    -

    Nej, det er vi ikke enige om, Anders Thornvig Sørensen, og hvis det var mit barn, ville jeg meget hurtigt konsultere en psykiater. Jeg kender et tilfælde, hvor omgivelserne var nødt til at råbe meget højt, fordi et pigebarn fra første færd altid var klædt i udpræget drengetøj. Ikke den slags tøj, som hendes årgangs drenge brugte men som hende mors brugte. Børnehave, skole og familiemedlemmer blev på skift alarmerede, mens moderen ikke kunne få øje på noget problem og hævdede, at hun ikke havde indflydelse på barnets valg af tøj. Moderen erkendte dog, at hun havde forventet at få en søn og hellere ville have haft det. Nu er hun godt på vej til at drikke sig ihjel, bundneurotisk, og datteren vil ikke vide af hende og klarer sig fremragende, hun er elsket af alle andre i familien og har mange venner. Dit syn på psykisk sygdom lader stadig meget tilbage at ønske, og i din store selvoptagethed glemmer du helt alle de handicappede børn og tvivlsomme ADHD diagnoser. Herfra skal du ikke forvente flere svar. For mig har du i rigelig grad demonstreret det modsatte af, hvad du ønskede

  35. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Jeg behøver heller ikke flere svar fra den kant af, Sven Jakobsen. Du har allerede gjort meget klart, hvor du står, dine indlæg taler for sig selv, og yderligere bemærkninger er overflødige.
    Men blot dette. Jeg mener godt at man kan skelne mellem de to tilfælde: 1) mobning af transseksuelle børn i skolen og 2) at omgivelserne – lærerne m.fl. – skrider ind imod, at en forælder forsøger omdanne sit barn til at blive transseksuelt. For sådan noget skal selvfølgelig stoppes. Fordi man ikke skal forsøge at omdanne børn til noget de ikke er.
    Men det skal ikke stoppes ved hjælp af mobning. Og mobberne skal ikke kunne støtte sig til lægelige autoriteter.

  36. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Birgit Hviid Lajer – 4. marts 2016 12:45
    Du har naturligvis ret i, at politisk korrekthed eller sociale hensyn ikke må overtrumfe den videnskabelige objektivitet.
    Hvis et barn i skolen klæder sig modsat af sit køn, bør det naturligvis automatisk give anledning til drøftelser mellem skolen og det pågældende barns forældre. Dels fordi man har fælles interesse i at få barnet til at trives blandt sine medelever, dels for at få afklaret, om det er forældrenes eget påfund, eller om driften til at gøre det kommer indefra barnet selv af.
    Jeg savner imidlertid et solidt empirisk videnskabeligt bevis for, at transseksualitet bør diagnosticeres som en psykisk defekt eller defektiv tilstand. Jeg kan som sagt godt forstå logikken i den teoretiske begrundelse. Problemet med en sådan teori er, at hvordan kan man bevise eller modbevise den empirisk?
    Kommunisterne i Sovjetunionen havde en bestemt teori, der var grundlaget for at bygge gulag. Teorien lød, at kommunistpartiet havde en ganske særlig historisk og samfundsmæssig indsigt, der bevirkede, at partiet kunne se ind i fremtiden og ind i menneskers sjæl. Partiet kunne udpege kommende klassefjender, endnu inden disse havde erkendt sig selv som værende sådanne.
    Derfor stillede kommunistpartiet krav til det hemmelig politi om, at til den og den dato skulle der arresteres og straffes så og så mange tusind mennesker. Det betød ingenting, hvad de mennesker på det tidspunkt rent faktisk havde gjort eller ikke gjort, eller hvad de selv mente at tro på. Partiet og dets hemmelige politi kendte sine kommende fjender og benyttede overraskelsesmomentet til at komme dem i forkøbet.
    Det er naturligvis en urimelig og horribel sammenligning fra min side, men overdrivelse fremmer forståelsen.

  37. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    En anden urimelig sammenligning, men alligevel.
    Inkvisitionen i senmiddelalderen og reformationstiden: en lokal hr. / fru hvem som helst, der dårligt nok kan læse eller skrive, indkaldes til forhør.
    Efter standardproceduren lød det første spørgsmål til den mistænkte: Hvorfor har vi indkaldt dig til forhør? Hvad tror du selv er grunden til det?
    Hvis nu den mistænkte gættede rigtigt, ville det blive opfattet som en frivillig tilståelse, og straffen ville blive meget mild.
    Så den mistænkte begyndte typisk at lette sin samvittighed for diverse mindre synder, som måske kunne være grunden til indkaldelsen til forhør.
    Inkvisitionen kunne naturligvis dømme fok som bevist skyldige i en religiøs forbrydelse. Men inkvisitionen kunne også dømme folk for blot at være under mistanke for det. Kunne man ikke rense sig for mistanken, var man allerede dømt af dén grund.
    Straffene var normalt ikke så slemme. Ofte noget med at skulle gå rundt i gaden og synge bodssalmer med et tændt lys i hænderne.
    Men mange mennesker kunne ikke læse biblen, fordi de slet ikke kunne læse. De forstod sig ikke på teologi.
    Forhørene hos inkvisitionen var derfor en læreproces, et stykke undervisning, hvor inkvisitionen kendte svarene – de teologiske sandheder – på forhånd, men satte en ære i at begrunde dem logisk igennem en omhyggeligt indstuderet og struktureret dialog med spørgsmål og svar. Den mistænkte var eleven i denne skole. Den mistænkte vidste måske ikke selv, at han eller hun havde et problem med at være troende på den helt rigtige og korrekte måde. Det var simple folk med enkle tankegange, i modsætning til de lærde inkvisitorer. Men inkvisitionen havde altid ret.
    Jeg synes det er lidt på samme måde, når folk belæres om, hvad der angiveligt finder sted i deres underbevidsthed, uden hensyn til hvad de på det bevidste plan selv mener. Hvordan skal de kunne modsige påstanden om, at deres måde at tegne geometriske figurer på – eller hvad det nu ellers måtte være – beviser, at deres underbevidsthed “tænker” stik modsat af deres bevidsthed, men at de bare ikke er klar over det.

  38. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Tilføjelse – Jeg forstår og anerkender psykologiens værdi i mange sammenhænge, f.eks. når fortrængte traumer i barndommen skal genkaldes i erindringen. Når eksempelvis incestofre skal reddes fra at drikke sig selv ihjel som voksne. Da kan en dygtig psykolog redde menneskeliv. Men i den slags tilfælde er der vel tale om begivenheder, som objektivt set har fundet sted i – også – den ydre verden. Jeg synes det er noget andet, hvis man vil lave en generel forklaring på seksuelle identiteter, ikke på basis af stedfundne, objektive begivenheder i den ydre verden i barndommen, men – når bortses fra det almindelige, udramatiske samspil med omverdenen – udelukkende på basis af (teoretisk antagede) interne processer i underbevidstheden dengang personen var barn. M.v.h.

  39. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Anders Thornvig Sørensen – 03:27

    Det er godt spurgt – og svaret herfra er, at Inkvisitionen havde en fast lære, der skulle følges. Det havde intet med viden om en underbevidsthed at gøre. Det var et totalitært system.

    At vide om transkønnede, homoseksuelle eller andre diagnoser, så handler det om, at tager man den enkeltes underbevidst, dvs drømmene, så kan man se den enkeltes programmering. Der lyttes altid det sagte, det bevidste – og det kan være en længere proces, inden man måske kommer ned i de dybere lag i en programmering, dvs den allerførste tid i et menneskes liv.

    Det er ganske andet. Man møder det enkelte menneske, hvor det netop befinder sig – og vil en homoseksuel fx ønske at leve sit liv videre som netop homoseksuel, så hjælper man, hvis nødigt, den enkelte til at kunne leve bedre med denne afvigelse. Jeg erindrer et eksempel min analytiker sin tid gav til et foredrag: et 50-årig forretningsmand, der i sin analyse nåede til et afgørende punkt, hvor han kunne vælge, om han ville leve som hetero eller homo. Han valgte den homoseksuelle måde at leve på, fordi store dele af hans forretningsverden var af den observans.

    Man kan fortælle om årsager, også ubevidst årsager, til dit og dat – men det kan ikke ændre noget for den enkelte. Det er altid en proces, hvor den enkeltes livshistorie er vigtig og det afgørende i en forståelse af tilfældet, det nu måtte dreje sig om. Man kan ikke som med politik eller religion lige smøre en farve eller et genialt budskab ud over den enkelte. Det virker ikke og er heller ikke det, den enkelte er kommet for.

    Jeg har ikke hørt om konkrete tilfælde i forh til transkønnethed indenfor psykoanalysen, selv om der i vore dage måske er nogen, der har erfaringer her. Homoseksuelle er der sikkert erfaringer med – men måske ikke mange. Alligevel ved man en hel del om homoseksualitet, bla men ikke kun, fordi der hos heteroseksuelle også kan ses at skulle arbejdes med en ‘latent’ en af slagsen, fordi det er indebåret i ødipuskomplekset. Det handler om mandens feminisering og kvindens maskulinisering, alt er i forskellige grader – og hvor den homoseksuelle topper med, modsat den heteroseksuelle, at have det egne køn som objekt for sin seksualitet. Hos heteroseksuelle kan det give sig udslag i forbindelse med jalousi – men for langt at komme ind på her. Altså – ikke hvor jalousi er berettiget, dvs reel.

    Det er altså ikke det, man bruger evt. diagnoser til – psykoanalysen diagnosticerer ikke lige i hovedet på folk. Det er rigeligt, at analytikeren ved, hvordan og hvorledes der skal både søges, spørges, ventes med etc. Ellers ville folk da løbe skrigende bort, hvis de skulle høre på en redegørelse her ..det vigtigste er at behandle, at få folk videre, få løst op for det, der plager dem. Sammenhænge og ubevidste forhold i relation til den ene eller de anden problemstilling, det kommer hen ad vejen. Folk skal også være fortrolige med at arbejde med sig selv, så ingen kunne have glæde af teoretiske påstande i den forstand; men som regel kender folk selv deres problemstilling – men ved bare ikke, hvorfor eller især hvordan de skal kunne komme af med noget sådant. Det kan teori heller ikke kun være med til at afhjælpe – men erfaringerne og landvindinger igennem årene.

    Det er kun litteratur, film eller teater fx, man kan åbne en tilgang til ved at anvende mere teoretisk viden, som dog bunder i erfaringer med mennesker, hvor ma også kan sætte ind med tolkninger fra vore drømme, hvad det ene eller andet kan symbolisere – men sikker er man jo mest, hvor det enkelte menneske selv bidrager til opklaringen af en problemstilling.
    Men – man kan nå lidt videre og dybere i en forståelse af kunst med psykoanalysen og dens landvindinger.

  40. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Anders Thornvig Sørensen – 4. marts

    Nej, der har intet med kommunisme el andet totalitært at gøre – det er diamentralt modsat, psykoanalysen. Det ville aldrig kunne lade sig gøre at behandle et menneske uden dets eget tilsagn. Du kan tvangs et eller andet med mennesker – men det er ganske andet.

    Det er også prisværdigt, at du et sted siger, at et barn ikke skal kunne mobbes, fordi en dr. siger dit eller dat. Men – meget registreres af os uden sådant, altså uden videre – og homoseksuelle går jo så lagt, at vi skal vide besked og forstå, dvs acceptere – og de vil endda involvere vores børn i børnehaver og skoler. Det er jeg imod! Punktum!

    Det er for voksne – og forældre kan så forklare, hvilket vil sige ikke at mobbe et barn, hvis det selv er særegent eller dets forældre. Det er ikke for små hjerner at forstå – og det er muligvis mere normalt i vore dage, altså at der er flere; men selv det normale kan stilles op mod sundhed. Det er også neurotisk. Vi kender næppe et 100 % sundt menneske; men der er afvigelser, der ikke skal ‘honoreres’ med egtl normalitet i forhold til køn.

    God weekend.BHL 🙂

  41. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Lige dette med:

    Man er nødt til at have teorier og at kunne diagnosticere – ellers kan man ikke hverken arbejde med eller tale om en videnskabs område. Det gælder inden for alle videnskaber. Det er der ikke noget mærkeligt i – og enkelte søger ligefrem i årevis efter en diagnose, vel i håbet om, at der så kan gøres noget ved problemet.

    Det er jo ikke meningen, at vi skal gå og pege fingre af hinanden. Det er misbrug af viden. Og – i debatterne udslynges ofte et eller andet psykisk påhit om andre. Det er en uskik, hvor slyngler kan husere frit. Den slags indlæg bør altid slettes.

  42. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Jeg er måske ikke enig hele vejen, men jeg må anerkende kvaliteten af de ting du her skriver, Birgit Hviid Lajer.
    M.v.h.

  43. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Anders Thornvig Sørensen – 5. marts 2016

    Jeg siger tak. 🙂

  44. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Men – jeg kan tilføje, selv om jeg har henvist til en egtl lærebog om neuroser nogle gange, at det faktisk ikke er hensigtsmæssigt, at lægmand slår op i lægebøger, fordi man kan ikke forstå visse sammenhænge alligevel. Det kræver forkundskaber og for psykoanalysens vedkommende en indføring i denne, og hvad angår omtalte bog, så deltog jeg blot for denne på disse 800-900 sider i manuduktion igennem 3 sæsoner – også for at se forskellene fra Freuds tid og til dato da. 🙂

    Men – det transkønnede er et kortere afsnit, og jeg fandt, at det ville kunne forstås sådan ret umiddelbart, eller måske ved et par ganges læsning. Ellers anbefaler jeg intet herl Jeg vil faktisk fraråde det. Det vil for nemt kunne også vildlede den enkelte – og dreje sig om måske også helt andet for vedkommende. Mvh BHL 🙂

  45. Af j b

    -

    The Y chromosome is not a social construct.

Kommentarer er lukket.